Aalborg Metal Festival, Aalborg Metal Festival, Studenterhuset, Aalborg

Aalborg Metal Festival: Aalborg Metal Festival, Studenterhuset, Aalborg

Anmeldt af Martin Thinnesen | GAFFA

Ålborg Studenterhus lukkede dørene op til Ålborg Metal Festival, et succesfuldt, velbesøgt arrangement, der finder sted en gang om året. Publikum kommer fra alle dele af landet, ja, også fra Sverige.
Fredag aften bød på blandt andet Callenish Circle, Born from Pain, Visceral Bleeding og Deicide.

Born From Pain:
Belgiske BFP spiller frisk hardcore, på den amerikanske måde. Bandet skriver om sig selv, at de henter inspiration mange forskellige steder fra, og det kan man også godt høre, da de fiser rundt mellem death thrash, hardcore og en slags nu-metal.

Et velspillet sæt, med mange musikalske overraskelser, men uanset hvor meget de skriver om deres fede show, så blev der ikke meget af den slags. Der var en lidt tam stemning, og man skulle virkelig være fan for at kunne smide hæmningerne og komme uden om det halvkedelige show. Lidt en skuffelse. Oveni dette kom der en intet mindre end elendig lyd. Al guitar og vokal blev rystet rundt, som i en kasse, og spyttet ud gennem højttalerne, til frustration for mange af de fremmødte. Jeg må sige, at jeg var mildest talt skuffet over, at der ikke blev blevet rettet op på dette, selv ikke mod slutningen af sættet. Desværre. På cd kan det være en god oplevelse at lytte til BFP. Men dette er en koncertanmeldelse.

Der manglede kontakt ud over scenekanten. Der blev spillet energisk og meget koncentreret, men bandet fremstod som en gruppe for sig selv, der står og spiller i et hjørne, selvom alle kigger på dem. Forsangeren forsøgte ganske vist med en gevær-imitation i ny og næ, men det var bare ikke nok. Der blev endda forsøgt med lidt hiphop-krydderi: Forsangeren sagde ”yo!” Og alle publikummer skulle så gentage, men det er vel lidt ilde set til en metalkoncert. Noget stilforvirret. (Tre stjerner)

Visceral Bleeding:
Et dødsmetalband, der er blevet sat store forhåbninger til. Og med rette.
VB spiller dødsmetal inspireret af bands som Suffocation, så der er fuld smæk på alle instrumenter.

Og det var da også en ganske hæderlig præstation. Der var det hele, vilde guitarsoli, trommer, der bankede alle de fremmødte op til kamp, og masser af headbanging!

Desværre led bandet under den stadigvæk dårlige lyd. Og det er virkelig en dødssynd fra lydmandens side, for når musikken er så teknisk som VB's, så MÅ og SKAL der være klar lyd. Dette var ikke tilfældet og resulterede i en halv koncert, så at sige. Man følte sig lidt snydt bagefter, da man ikke magtede at skelne riff og vokal fra hinanden. Det buldrede rundt endnu engang, og alle kraftanstrengelser fra bandets side for at rette op på dette kaos og i det mindste bare give publikum en lektion i showmanship, blev nærmest også skudt i sænk af den elendige lyd på stedet.

Men hvis man kunne se bort fra lyden, så spillede VB en absolut værdig koncert. Der blev sparket røv ud over scenekanten, og mod slutningen betød den dårlige lyd ikke så meget mere, da publikum efterhånden havde sat en uoverskuelig mængde fadøl til livs. Nu ville de bare more sig, og det kom de så til. (Fire stjerner)

Callenish Circle:
CC spiller en god gang ”svensker-død” lige i øjet, rigtigt fedt metal. Der var virkelig styr på sammenspil og masser af sceneshow. Af festivalarrangørerne blev de præsenteret som en blanding af death og thrash, på LSD! Og det kunne de egentlig godt leve op til. CC er efter sigende det førende band af sin slags i Holland, og det er forståeligt, når man ser på, hvordan de spiller sådan et show i hus! Virkelig kontrol med alt.
Bandet stod på intet tidspunkt stille. Der var konstant bevægelse og masser af svungent hår, som man forventer, at der skal være. Men nu kom lyden til sin rette. Lydmanden havde taget sig sammen og præsterede nu at få lagt ordentlig bund på, uden at mudre alt til. Der fremstod et velfungerende band på scenen, som kunne deres kram, og lidt til.
Forsangeren syntes at kunne lide synet af de mange gyngende mennesker og fik det hele til at eksplodere med sin leg med publikum. Langt ud over kanten af scenen.
Det så ud til at bandet havde ramt helt plet med deres stil. De spillede skiftevis hurtigt og langsomt og mestrede det ganske glimrende, uden at miste pusten eller tage gejsten fra de fremmødte.
Eneste ting at putte fingeren på var igen lyden. Den var ganske vist langt bedre end ved de foregående bands, men backing-guitaren var alt for meget i baggrunden, og kun lead kunne høres. Dette førte til nogle lidt tamme soli, men det blev der rettet op på med endnu en omgang gedigen headbanging. Klart den bedste koncert denne fredag aften. (Fem stjerner)

Deicide:
Som anmelder er man nødt til at have en vis objektivitet. Og selvom Deicide er et af de helt store navne inden for dødsmetal, så må jeg indrømme, at jeg aldrig rigtig har hørt det så meget. Dog glædede jeg mig til at se Glenn Benton og co. folde sig ud på scenen.

Men når så bandmedlemmerne er så fulde, at de knap kan stå op, se, der ryger al respekt. Alt, hvad de nogensinde har formået at udrette som kongerne af dødsmetal, røg her på gulvet.

Til dem, der er i tvivl, så spiller Deicide god dødsmetal, som vor mor lavede den dengang. Og på trods af at være påvirket af alkohol, så formåede de også at fremføre numrene til en vis grad af tilfredsstillelse. Men det skuffer mig virkeligt at se, at et band, der nærmest startede det hele og kender alle regler, kunne levere sådan en omgang bæ, rent ud sagt. Regel nummer 1: Drik dig aldrig fuld, når du skal spille. Det giver det værste indtryk og resultat overhovedet, men det var Deicide ligeglade med, i hvert fald Glenn Benton. Der blev bundet mindst én flaske Jägermeister på scenen, og gud ved hvor meget, bandet fik, før de gik på!

Hvad der skulle have været min første Deicide-koncert, noget, man bare MÅ opleve, noget som man har set frem til længe, blev totalt ødelagt. En gut, der stod ved siden af mig under koncerten råbte, at det her ikke var en døds metalkoncert, men Cirkus Benneweis på et lummert værtshus, og her var så klovnerne!

Det tog jeg så til mig, og opfattede koncerten som hysterisk morsom. Specielt, da Glenn ville sparke en af scenevagterne i hovedet, men ramte en af monitorerne i stedet, så to styk monitorer røg på gulvet, da var jeg færdig af grin.

Forsangeren fra Six Feet Under var også et smut oppe på scenen og skåle med Glenn og co. Han tog mikrofonen og sagde med nærmest spottende stemme: ”This is gettin' out of control”. Og det var nærmest kodeordet for koncerten. Der var ikke meget at komme efter, specielt når Benton ikke engang kunne huske, hvilket nummer bandet lige havde spillet, og så skulle til at begynde på det samme nummer igen. Helt til grin!

Men så måtte jeg jo bare nyde forestillingen og grine af, hvad der foregik på scenen. Og det gjorde jeg så. Det var mægtigt morsomt, men ikke så godt, som jeg havde forestillet mig, desværre. (Tre stjerner)



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA