Babyshambles: Down In Albion

Babyshambles
Down In Albion

Babyshambles: Down In Albion

GAFFA

CD / Rough Trade
Udgivelse D. 14.11.2005
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Man skal have levet et liv i isolation for at have misset introduktionen til den poetiske gadedreng Pete Doherty: pt. rockmusikkens mest idoliserede junkie og samtidig den ynkeligste. Ligesom åndsfællerne Shane McGowan, Keith Richards og Hunter S. Thompson fungerer det 26-årige tabloid-ådsels kreativitet simpelthen ikke uden kunstige stimuli, og det har briten aldrig været bleg for at indrømme, hvilket også står klart på tekstsiden af albummet her. Retfærdiggør disse 16 sange så al den hype, der har fulgt Pete? Ikke just, men selv Messias ville have svært ved at leve op til titlen som piedestal-prins. Ikke helt uventet leveres der strukturløst skrammel blandet med sindsoprivende stjernestunder. Denne barnlige rodebutik eller musikalsk slagmark skiftevis frastøder og tiltrækker, og selvom det i det store hele er lyden af et socialt forlis for rockens Christiane F, så kan man som lytter ikke lade være med at imponeres, fordi det er så ubarmhjertigt ægte, og det er efterhånden sjældent i kunst. Pladens mest velfungerende og charmerende øjeblikke er Pipedown, Killamangiro og åbneren La Belle Et Le Bête hvor skønheden (eller udyret) Kate Moss har fjernet opmærksomheden væk fra snitterne længe nok til at synge med på partnerens værk. Hvis Petes forrige slyngelstue The Libertines var lyden af et band, der væltede ned af en trappe med deres instrumenter, så er Babyshambles lyden af det frie fald, og afgrunden har alle dage været forførerisk tiltrækkende på ungdommen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA