Anmeldelse / Live / Fredag d. 18-11-2005 kl. 18:23

Black Rebel Motorcycle Club
VoxHall, Århus,
torsdag d. 17. november 2005

Anmeldt af John Fogde

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det startede med country, men det varede ikke længe, før bandet viste, at de ikke har glemt deres rockrødder

Billede: Toke Hage

Efter udgivelsen af BRMC's seneste album ”Howl”, der mest lyder som kapitel fem i Johnny Cashs ”American Recordings”-serie indspillet på Muddy Waters’ gamle guitar, har der sikkert været en del af bandets fans, der havde lyst til at spørge dem om, hvad pokker der skete med deres rock ’n’ roll.

Blandt de forventningsfulde fans, der havde fået billetter til den udsolgte koncert, virkede det dog, som om folk var kommet sig over det første umiddelbare chok, og mange sammenlignede med et smil på læben pladen med soundtracket til ”O Brother, Where Art Thou” (T-Bone Burnett takkes faktisk i coveret til ”Howl”). Sammenligningen er da heller ikke helt i skoven og blev nærmest understreget af de to stykker intromusik, bandet satte på PA-anlægget, inden de var klar til at gå på. Desværre skulle vi dog lige først igennem en længerevarende pantomimeforestilling med fire-fem roadies med lommelygterne i hovedrollerne, da der åbenbart var dukket tekniske problemer op, efter at scenetæppet var blevet hevet til side.

Men endelig gik Peter Hayes på scenen med rockabillyhår, akustisk guitar og mundharpe og startede koncerten med ”Complicated Situation”. Det skulle blive starten på en over to timer lang koncert, der primært trak på bandets seneste album, men samtidig bød på det bedste fra de to foregående. To sange i samme stil fulgte, hvor bandets to øvrige medlemmer, Robert Levon Been (tidligere Robert Turner) og Nick Jago entrerede scenen sammen med en fjerde musiker ved navn Spike. Robert og Spike bidrog med baggrundsvokaler, der for alvor gav grobund til ”O Brother”-sammenligningerne, inden de fire musikere gik over i ”Ain’t No Easy Way”.

Ved at spille fire sange i streg fra ”Howl” havde BRMC endnu ikke besvaret spørgsmålet om, hvad der skete med rocken, men det blev der lavet om på. Der var stille og roligt blevet bygget op, og med ”Love Burns”, ”White Palms” og ”Whatever Happened to my Rock ‘n’ Roll” leverede bandet koncertens højdepunkt mindre end en time inde i showet. De sortklædte herrer bragede sangene ud med en enorm intensitet og et lydniveau, der satte sine spor dagen efter. Resten af det atten numre lange sæt inkluderede højdepunkter som ”As Sure As the Sun”, ”Weight Of The World” og ”Red Eyes And Tears”, der alle holdt gange i de entusiastiske fans på de forreste rækker.

Da koncerten i første omgang blev rundet af, hvad vi allerede fået mere musik, end man normalt gør til en hel koncert med et band, der kun har udgivet tre plader. Men BRMC kom tilbage og spillede nærmest en minikoncert mere. Det blev til seks ekstranumre, hvor ”Spread Your Love” naturligt nok var en publikumsfavorit.

Undervejs var det dog, som om gassen løb lidt af ballonen hos publikum, og undervejs i ekstranumrene kunne man se, at folk begyndte at gå i baren eller hente deres jakker, så der nu pludseligt var en hel del luft blandt folk. Det virkede også lidt mærkeligt, at bandet ikke sluttede koncerten efter en heftig version af ”Heart + Soul”, hvor Robert iført bas væltede fra scenen og ud blandt publikum, men i stedet valgte at spille endnu et nummer.

Det havde ellers været kendetegnende for koncerten, at alle sange blev serveret i særdeles stramme udgaver, så vi eksempelvis slap for den besynderlige afslutning på ”Whatever Happened to my Rock ‘n’ Roll”. Men der blev altså åbnet op for den mere eksperimenterede pose mod slutningen, hvilket kombineret med koncertens lange varighed syntes at tage pusten lidt fra folk.

Men det er da nærmest også det eneste kritikpunkt, man kan komme med, da koncerten ellers var en sand fornøjelse. Man kunne dog godt ønske sig, at de ville vende tilbage til de elektriske guitarer og sure tekster på næste album, da ”Jesus, I dare you to come back” sunget gennem tænderne hen over støjende guitarer efterfulgt af ”I wouldn't come back if I'd have been Jesus/I'm the kinda guy who leaves the scene of the crime” til hver en tid er at foretrække frem for ”And I will stay with Jesus, till I can't go another mile/and people will see all the good that's concealed” sunget henover fingerspil på en akustisk guitar.

Black Rebel Motorcycle Club spiller fredag den 18. november en udsolgt koncert i Vega, København