Sanne Salomonsen
Store Vega, København,
onsdag d. 23. november 2005
| GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Det, Sanne og band leverer på scenen, er af høj, høj standard
Billeder: Jacob Dinesen
Det er onsdag aften i Vega, og det meget blandende
publikum tegner allerede fra starten et tydeligt billede af den vidtfavnende koncert, som venter bag tæppet. Her er alt fra unge pop-piger med hatten på skrå, over latin lovers med åbenstående skjorter til fleecetrøjer og tydeligt markede måner. Ung og gammel. Stor og lille. Vi venter alle på Sanne.
Sanne starter med en energi og kraft, der kunne starte Cat-Link-færgen, og det går op for mig, hvor forkælede vi danskere er, når vi har en sådan sangerinde, der gennem flere årtier har bejlet til vores indre rock-dæmoner. For det Sanne og band leverer på scenen, er af høj, høj standard, som så ofte før.
Via koncerten bliver jeg ført fra nutiden og tilbage til nogle af de numre, som var blandt de første, som jeg optog fra P3 i 80'erne, videre til en for længst glemt forelskelse og tilbage til den sommer, hvor jeg genopdagede Sneakers og spillede ”Voodoo” igen og igen på en ferie i Frankrig... Og jeg er ikke den eneste, som drives på mindejagt gennem koncerten, som indeholder det hele - de gode rocknumre, de forholdsvis stille ballader, samt Sannes attitude og uglemmelige karisma for fuld udblæsning.
Vega er hjemmebane, og Sanne formår at fylde scenen fuldt ud. Det er rå kvinde-power, der er sluppet løs, og hun vinker drillende til janteloven iført sine stramme, sorte skindbukser. Vuggende og roterende viser hendes hofter, at rocken stadig sidder i kroppen, og med den taljelange krøllede hårmanke, katteøjnene og en hæs sexet latter, er hun præcis sådan, som vi alle elsker og forventer at se hende.
Sanne er Danmarks sejeste kvinde og bare at se hende er et studie i glæde, selvtillid og løssluppen energi. Men vi skal ikke bare se, vi skal også høre. Foruden Sannes stærke vokal spilles koncerten energifyldt og lige på af hendes dedikerede orkester. Nikolaj Steen på trommer høster aftenens største kor af pigeskrig, mens mændene til gengæld kan lade sig fascinere af rytme- og korpigen Annika Askman, som i øvrigt også stod for opvarmningen med eget band, Heart Beat Club. Der er sikkerhed og overskud på hele linien. Der bliver pyntet på live-versionerne med indlagte overstemmer, og det lykkes mig op til flere gange at få rislende kuldegysninger over energien i Vega.
Kun en enkel gang opfanger jeg, at Sannes stemme virker lidt slidt efter en lang Danmarksturné. Men faktisk bliver det bare til en lille skønhedsplet, som også gør denne Sanne-aften til en særlig oplevelse.
Sanne Salomonsen - Du er Danmarks dronning. Du er et forbillede for forstadsfruer, teenagetøser og rigtige mænd. Jeg får lyst til at være dig, hver gang jeg oplever dig live, og når jeg kigger på den dansende, højgravide pige, som står i mængden foran mig - ja, så ved jeg, at jeg ikke er den sidste generation, der kommer gennem livet med Sanne boblende i blodet.
Tak for en fantastisk aften.











Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.