Anmeldelse / Live / Torsdag d. 01-12-2005 kl. 13:41

Mark Eitzel
Loppen, København,
onsdag d. 30. november 2005

Anmeldt af Jesper Nykjær Knudsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Less var i sandhed more, da American Music Club-sangeren klædte sine sange af

I grunden var det et både trist og uretfærdigt syn. Ved foden af Loppens ramponerede indgangstrappe stod Mark Eitzels navn skrevet på tavlen med stedets karakteristiske kulørte kridtbogstaver. En af rockhistoriens mest udsøgte poeter stod foran en optræden på et af den slags spillesteder, som helst skal være en tidlig trædesten på vejen frem, og ikke et stoppested tyve år inde i karrieren.

For selvom jammer over ”skammeligt oversete kunstnere” er en af anmelderiets helt store klichéer, er den i sjælden grad berettiget i tilfældet Mark Eitzel. Både solo og med sit mangeårige band American Music Club har den amerikanske sangskriver lagt et uvurderligt fundament for den alt.country-bølge, navne som Bright Eyes og Ryan Adams rider højt på i disse år. Men først og fremmest er Eitzels ravmørke og galgenhumoristiske poesi fra barstolens tågede udsigtspost i en klasse for sig.

Og netop ordene fik god plads, da Eitzel gik på scenen foran et fortrinsvis siddende og intenst lyttende publikum på Loppen. Selvom hans nyligt udsendte femte soloalbum, ”Candy Ass”, er præget af elektronisk lydscenografi, var setup’et her kogt helt ned til sangeren selv og hans western-guitar. Intet andet. Og det stod hurtigt klart, at Eitzels smertefulde linjer og indtrængende stemme ikke behøver noget udenomsværk for at gribe hårdt om hjertet.

Den ellers så humørsvingende sanger kom hurtigt på bølgelængde med det velvillige publikum, som fik næsten halvanden times guldregn fra den omfangsrige sangskat. Forbavsende mange gamle American Music Club-numre fandt vej til sætlisten, og fornemme sange som ”Outside This Bar”, ”Last Harbor” og ”Johnny Mathis’ Feet” sitrede af lyrisk overskud og dyrekøbt livserfaring i denne nøgne opsætning. Man kunne næsten ane Eitzels afdøde muse, Kathleen Burns, gå gennem lokalet på ”Another Morning”, og den fortabte ”I’ve Been A Mess” rummede hundredefold mere soul end hovedparten af den musik, der ellers går under netop dén betegnelse.

Der var mange ting, man kunne vælge at irriteres over. Eitzel er bestemt ingen velfunderet guitarist, og der slingrede talrige skæverter ud mellem strengene undervejs. Desuden kom hans velkendte lave selvværd til udtryk i lovlig mange undskyldninger for sig selv. Som da han mellem to sange fortalte, at han havde googlet sætningen ”Mark Eitzel is shit”. Og fundet 10.000 hits.

Men det er nu engang en del af ”pakken”. For i sidste ende stod Mark Eitzel bare dér og var sine sange. Morsom og maliciøs. Sejlivet og sårbar. Det var en intim, gribende og helt igennem vidunderlig aften med en – jovist – skammeligt overset kunstner.