Anmeldelse / Live / Mandag d. 05-12-2005 kl. 14:40

Dio
med Uriah Heep og Asia, Heavy X-Mas, KB Hallen, København,
lørdag d. 3. december 2005

Anmeldt af Rasmus Heide

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Aftenens tre navne bød på hver deres afsnit af heavyrockens historie – med vekslende held, men mest succes

foto: Jacob Dinesen

Heavy X-Mas i KB Hallen var teenagedrengenes aften. Vel at mærke de teenagedrenge, der nu er blevet 20-30 år ældre, men ikke har glemt deres ungdoms musikalske rockhelte. Med knyttede næver over hovederne og hængerøv i bukserne (af den umoderne slags) skreg de for fuld hals med på de sange, der i deres ungdom drev deres forældre til husets hovedafbryder for at få lidt fred. I aften forsvandt strømmen aldrig, og de voksne drenges nostalgiske luftguitarer var skruet helt op til 11.

Aftenens tre navne bød på hver deres afsnit af heavyrockens historie. Uriah Heep repræsenterede den første bølge fra 70'erne, Asia lagde navn til 80'ernes første symfoniske supergruppe, mens Dio formåede at indfange både 70'ernes videreudvikling fra originalerne og 80'ernes populæreste metal.

Asia
Asia lagde for med 45 minutter baseret på deres debutalbum fra 1982 samt tre nye numre fra den seneste udgivelse. Bortset fra sanger John Paynes anstrengte vokal, der aldrig helt fangede nerven i John Wettons oprindelige melodiske oplæg, lød de gamle numre stort set identiske med udgaverne på albummet. Og det faldt i publikums smag. Der var anerkendende nik - også til de nye numre - fra det spredte publikum på gulvet, der var kommet tidligt nok til at se aftenens første navn.

At guitarist Guthrie Govan, der har været med i syv år, stadig introduceres som bandets ”nye guitarist”, siger meget om Asias kamp for at finde et publikum, der ikke har de første album som eneste referencepunkt. Det nuværende Asia er heldigvis mere end kompetent, også selv om kun keyboardspiller Geoff Downes er tilbage. (4 stjerner)

Uriah Heep
Uriah Heep stod senest på scenen i KB Hallen i december 2003, da de sammen med vennerne fra Deep Purple trak alle stikkene hjem på en aften, hvor ikke en fodsål blev sat forkert. Sådan skulle det ikke gå i aften. Blandt gendannede rockikoner kan Uriah Heep ellers blære sig med en af de mest stabile besætninger, der stadig tæller original-guitarist Mick Box og trommeslager Lee Kerslake. Men det kneb gevaldigt med at få andre end de nærmeste venner til at rocke med.

Forsanger Bernie Shaw gav sig 100 procent, men skulle måske have opdateret sin garderobe, siden de sidste 10 kilo kom til. Han tilbød os 35 års Uriah Heep på én time, men til trods for en veloplagt og energisk åbning gik oplevelsen af Uriah Heep død i et mudret og uengagerende lydkaos, der ikke skaffede bandet mange nye fans. Ærgerligt, for Asia havde tidligere præsteret ren og klar lyd i den gamle sportshal.

Hen i mod slutningen kom de sikre travere på banen. "Gypsy", "Easy Livin'" og ekstranummeret "Lady In Black" satte endelig gang i flere end den sikre flok lige foran scenen, og så var stemningen sat til aftenens hovednavn. (3 stjerner)

Dio
Ronnie James Dio, den elskelige lille djævel på 63 somre, der fortsat bærer rundt på en af rockens allerstærkeste stemmer, vækker altid rockfolkets dybeste loyalitet. Allerede efter det første nummer satte KB Hallen i med et taktfast ”Dio! Dio! Dio! Dio!” Og der var god grund til det. Åbningsnummeret "Tarot Woman" fra ”Rainbow Rising” (1976) er aldrig rigtigt hørt live før, men blev fremført, som var det Dios nyeste kreation.

Tidligere på året slog Dio sig også på bølgen af tematurneer, og fremførte deres legendariske debutalbum "Holy Diver" i sin fulde længde. Det var der desværre ikke tid til i KB Hallen, men vi fik alligevel de mest oplagte spor leveret i et opfindsomt medley, der både overraskede og overrumplede.

Dæmoner, regnbuer, riddere og det gode og det onde. Den umådeligt velsyngende trold fortsætter ufortrødent i sit velkendte univers, hvor han og hans fans har mødtes, siden han med Rainbow i 1975 for første gang tittede ud over en international karriere. Hans samlede bagkatalog fra både egne albums og stærke karrierer med Rainbow og Black Sabbath byder på en udfordring, når der skal sættes livesæt sammen.

Ud over åbningsnummeret bød han i aften på to inspirerende overraskelser fra selvsamme bagkatalog. "Gates Of Babylon", Rainbows gamle mesterstykke udi gotisk bombastiskhed, fik nyt liv med Dios drenge, og det samme gjorde Black Sabbaths "Voodoo".

Den musikalske boremaskine, guitarist Doug Aldrich, der kan gennemhulle enhver trommehinde, fræsede sig halvvejs i koncerten gennem et solospot uden anden relevans, end at det gav aftenens stjerne en pause til at trække vejret. Selv om Aldrich på fineste vis kopierer de gamle mestres originale soli, har han uden de historiske oplæg fra Ritchie Blackmore, Tony Iommi og Vivian Campbell intet at byde på selv.

Slutningen på det ordinære sæt blev en tonstung og eventyrligt veloplagt "Heaven And Hell", Ronnie James Dio og Black Sabbaths store velkomsthymne til 80'erne og Sabbath-tiden efter alletiders sangskjuler, Ozzy Osbourne. Her skrålede drengene ekstra meget med- og Dio smilede.

Sidst på aftenen var der 30-års jubilæum på koncertens første ekstranummer, Rainbows "Man On The Silver Mountain", der gled over i et enkelt vers af "Catch The Rainbow", inden KB Hallens mandekor løftede taget med "Long Live Rock'n'Roll" og ekstraekstranummeret "We Rock".

Lørdag aften løste Heavy X-Mas op for de voksne teenagedrenges hverdagsfrustrationer, så de nu står stærkere over for de næste ugers stressende gaveræs og familiens forventningsfulde julefest. (Fem stjerner)