Anmeldelse / Live / Lørdag d. 10-12-2005 kl. 07:13

Duran Duran
Forum Horsens,
fredag d. 9. december 2005

Anmeldt af Lisa Reschefski

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Nostalgisk hitparade

Billede: Toke Hage
Veloplagte og (som altid) ulasteligt klædte indtog de britiske firserhelte Duran Duran, fredag aften scenen i Forum Horsens.

Selvom salen ikke just var pakket til randen med publikum, var stemningen fra starten dirrende forventningsfuld, og man kunne næsten høre de mange aldrende teenage-pigehjerter blive knust, da sanger, Simon Le Bon, smilende og velfriseret, gav den hele armen som energisk kæk slipsedreng til åbningsnummeret "Sunrise" fra bandets seneste album "Astronaut". Deres første plade med original besætning i næsten tyve år.

Der skulle dog mere nostalgiske toner til for rigtigt at få gang i koncerten.End ikke det eklektiske, stramme og stilskabende nummer "Planet Earth", der desværre var en lille smule slapt i udførelsen, var nok til at få gang i de mange fremmødte fra provinsen.

Men så blev der ellers også lukket op for godteposen. I første omgang med hittet "Hungry Like The Wolf". Et nummer, som udover at være blevet brugt af den amerikanske hær som torturmiddel for at få tungen på gled hos Noriega, i den grad også gav stemmebåndene frit løb blandt aftenens publikum.

Aftenens koncert bød på en omfattende og alsidig blanding af nye og især ældre numre fra bandets mere end 25 år lange karriere. De fleste var klassiske fanfavoritter, som huserede øverst på alverdens hitlister tilbage i firserne, såsom "Girls On Film", "Notorious" og naturligvis "Rio", der bød på et fabelagtigt genhør med saxofonisten Andy Hamilton, som også leverede soloen på albumversionen af nummeret.

Tempomæssigt varierede koncerten fint mellem stramme hits og stille ballader, med highlights som "Come Undone", "Ordinary World" og sangen om det evige engangsknald, "Save A Prayer", som formåede at få et par enkelte lightere op af lommerne hos publikum.

Siden Prinsesse Diana i 1982 udråbte Duran Duran til sit yndlingsband, er der unægteligt sket meget, og bandet har været igennem stort set alt, hvad underholdningsindustrien har at byde på af op- og nedture, både personligt og musikalsk.

Aftenens koncert bød dog udelukkende på indslag fra den mere muntre del af karrieren og derfor også en del nye toner. Blandt de nye numre var "Astronaut" og "Nice", som begge trækker veksler på bandets veludviklede musikalske stil og i den grad understreger, at Duran Duran bestemt ikke har kastet håndklædet i ringen, når det handler om at skrive hits.

Som til bandets koncert på årets Roskilde Festival var besætningen på scenen den samme. Internt fungerede samspillet fint, men bød ikke på de store spontane overraskelser. Ud over scenekanten kom energien først rigtigt, da Simon Le Bon, under nummeret "Girls On Film", kastede sig ud blandt publikum og crowdsurfede syngende i et minuts tid eller to. (Godt gået, gamle jas!). Ellers var der ikke den store interaktion mellem band og publikum, og kun ganske få numre fik et par ord med på vejen. Lidt skuffende, men den stilistiske kølige attitude har jo også altid været Duran Durans varemærke.

Det var muligvis også årsagen til, at publikum mod slutningen af koncerten, virkede en anelse døde i sværen. Fra bandets side blev det dog heldigvis hurtigt fejet af banen med to energiske ekstranumre, Bondtemaet "A View To A kill" og en exceptionelt veludført version af "Wild Boys".