Skuffende førstehåndsindtryk af garagekvintetten

Sammen med White Stripes var de med til at gøre rockmusikken spændende og rå igen, og uden The Strokes var det nok heller ikke blevet lige så cool at gå med Converse-sko og stramt tøj igen. Så to kulturelle kvantespring kan vi tilskrive kvintetten, der nu skal vise, at de stadig fortjener den hype, der fortsat følger dem. Og dette til trods for det slemt skuffende Room On Fire-album fra 2003. Førstehåndsindtrykket af dette album frembringer også skuffede miner. Problemet er, at halvdelen af sangene synes decideret kedelige, en opfattelse, der skal mere end normalt mange gennemlytninger til at pille ved. Spørgsmålet er, om du vil give denne problembarns-halvdel ekstra opmærksomhed. Den anden halvdel sange er anderledes øjeblikkeligt gode. For eksempel 15 Minutes, der starter i en trefjerdedels The Pogues-agtig takt, men halvvejs gasser op og ender med at blive en arbejdssejr, Vision Of Division, der indeholder en etnisk-klingende guitarsolo, som ikke havde været fejlplaceret på en System Of A Down-plade, Razor Blade, som låner fra noget så utrendy som Barry Manilows Mandy, den Iggy Pop'ske Heart In A Cage og det overlegne højdepunkt You Only Live Once, der allerede nu står til at blive en af de bedste sange i 2006. Trods disse udmærkede sange mangler der overordnet set vitalitet og lysten til at forføre. Selvom instrumenter stadig bliver betjent med en punktlig kadaverdisciplin, synes The Strokes fanget i en fascination af at lyde så nonchalant, at de ikke opdager det monotone hjørne, de flere gange spiller sig op i.