Uden band er manden bag nogle af vor tids bedste sange ganske gennemsnitlig

Da American Music Club genopstod i fjor, var det nye album en bittersød påmindelse om, hvor meget sangeren og sangskriveren Mark Eitzel er afhængig af orkestrets øvrige medlemmer. Hans solokarriere er nemlig en broget affære, der ud over et samarbejde med R.E.M.’s Peter Buck ikke rigtig har været værd at skrive hjem om. Og den historie føjer Candy Ass sådan set ikke noget nyt til. Versene om desperation og desillusion er som altid på et niveau, få kan matche, men idéen med at lave et semi-instrumentalt, elektronisk funderet album er bare ikke vejen frem for en mand, der har høstet anerkendelse i kraft af fortællinger og melodier med afsæt i den store rocktradition. Når det er sagt, byder kunstnere af hans kaliber altid på fine øjeblikke, og det nye materiale gemmer da også på pletskud som My Pet Rat St Michael, der med ensom guitar, nedstemt melodi og tragikomisk sangforedrag ironisk nok giver mindelser om … American Music Club. Vil Eitzel mere end det gennemsnitlige, ja, så er det nok om at holde sig til de gamle kolleger.