The miseducation of Ms Dynamite

Selvom Niomi McLean-Daleys opfølger til hendes stort hypede debut kommer forholdsvis hurtigt, er dette album langt bedre. Hun besidder stadig ikke verdens bedste sangstemme, men hvad hun mangler i vokaltalent, har hun til gengæld i overflod som sangskriver. En af grundene til, at hun har vundet utallige priser i hjemlandet England. Hendes tekster er trykt i coveret med god grund. Sangene emmer af politisk og følelsesmæssigt indhold. Lyt f.eks. til titel-sporet eller Father. På denne anden skive er hun langt mere afdæmpet og soulet. Hun har droppet rappen til fordel for sang. Musikstilen er stadig r&b-soul og til dels dancehall-inspireret, men alle de andre stilarter, som forvirrede på debuten, er heldigvis droppet. Produktionerne er, om end nedtonede, utroligt friske og velfungerende. Det er produceren og rapperen Chink Santana fra Murder Inc., som har produceret de fleste numre på skiven. Det klæder Niomi langt bedre. Det fantastiske talent, der blev råbt om på debuten, kommer virkelig frem her. Trods det hiphop-agtige og temmelig kiksede kunstnernavn, er dette et glimrende soul-album med melodiske iørefaldende numre og med indhold. Her kunne hendes britiske kollega Craig David lære en ting eller to. Jeg håber ikke, Niomis andet album bliver overset på grund af manglende markedsføring, hvis al krudtet blev brændt af på den første. Hvis det gør, fortsætter hun forhåbentlig med at skrive numre for andre.