Rockfurie på et vellykket retrotogt med et sejt spillende backingband

Sangerinden og sangskriveren Dicte er ikke typen, der befinder sig på samme sted for lang tid ad gangen. Efter den meget amerikansk inspirerede Gone To Texas er hun sprunget ud med et stramt profileret rockalbum, som hun selv ganske rammende betegner som glam-slam-garage. Inspirationerne er mangfoldige på albummet, der dog mest hælder til den rockede retro, og her står Dictes lettere arrige vokal sig rigtig godt, samtidig med at der er kommet en betydelig portion melodifylde ind i hendes sange.
Musikerne er hendes faste liveband bestående af Lennart Ginmann, Kæv Gliemann og Mika Vandborg suppleret med gemalen Laust Sonne. Og aftrykket fra privatfronten er umiddelbart ikke muligt at se bort fra, fordi Dicte & The Sugar Bones på mange måder følger de musikalske spor fra Laust Sonnes Dear.
Med et sammenspillet band er det ikke de musikalske armbøjninger, der fejler noget på albummet. Det er Dictes svaghed for at skulle prøve det hele og lidt til. Albummet har således en ganske overflødig duet med Kashmirs Kasper Eistrup, fordi det pludselig lyder af Kashmir light. Til gengæld rykkes der i en rå udgave af Brian Enos Baby’s On Fire, der også i høj grad sætter lydsporet for hele albummet. Men alligevel smelter man først helt i popballaden French Films, der er Dicte på toppen af sin melodiske ydeevne.
Det er samtidig et album, hvor man kan høre, at Dicte og band kæmper for sagen, og denne indædte appetit på musikken er med til at skærpe tonen i sangene, der giver Dictes vokal et velfortjent modspil.