Anmeldelse / Live / Torsdag d. 02-03-2006 kl. 00:19

Klondyke
Jazzhus Dexter, Odense,
onsdag d. 1. marts 2006

Anmeldt af Niels Nørgaard

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Verdensmændene indtog kun momentvis Odense

Billede: Michael Laigaard

På trods af mangestjernede anmeldelser var det et yderst begrænset antal odenseanere, der havde fundet det belejligt at udskifte sofa og landskamp med Jazzhus Dexters intime halvmørke og Klondykekoncert. Bandet viste sig dog vant til et lavt fremmøde. ”Vi er glade for at se så mange folk her i Odense. Første gang vi spillede her , var der fem mennesker. Sidste gang var der syv,” erindrede den kasketklædte frontfigur Mikael K mod slutningen af koncerten. Og hvis hans besøgstal er korrekte kunne Klondyke da også prale med at have tredoblet deres besøgstal siden sidst.

Verdensmændene lagde fra land med ”det nærmeste vi kommer et jazznummer,” som de selv udtrykte det. ”Rejsegrammofon” svingede fint og passede ind i jazzhusets afdæmpede atmosfære. Gammelkendingen blev fulgt af en mere kantet version af ”Jim & Louise”, som i den pæne pop-produktion på nyudgivelsen lyder som en velformuleret udgave af Johnny Deluxe. Det bedste nummer fra ”Verdensmand”, ”15 Graders Frost”, var næste stop på det musikalske interrail, inden instrumentalisterne for første gang rørte på sig i ”Strawberry & Den Flyvende Trapez”. Det var kun momentvis, at bandet brillerede, langt hen ad vejen var det den passionerede poet, Mikael K, der måtte trække læsset. Og det gik da også meget godt i starten; ganske vist virkede en lang synthesizer-playbacksekvens i starten af ”Til Spanien” kunstig og tyngede det ellers gode track. Men der blev hurtigt rodet bod med ”Desdemonas Pikador”, som bød på en sublim blanding af spansk tapasguitar og eksplosiv poprock, anført af trommeslager Per Lange. Dette skulle dog senere vise sig at være aftenens højdepunkt.

Under resten af koncerten sad man tilbage med den fornemmelse, man også kan sidde med, når man lytter intenst på bandets albums. Men savner musikalsk kant og nærvær. ”Abdullahs Kiosk” virkede til at være valgt på grund af sin værdi som kommentar til Muhammed-krisen snarere end for sine kunstneriske kvaliteter, og ”Marie Claire Memoires” var omtrent så uinteressant som på plade. Koncertens anden del var således en ganske hyggelig, men musikalsk anonym affære, der kun havde ”Luftkaptajn” og ”Easy Rider (27)” som egentlige højdepunkter. Bandet var koncerten igennem meget neutrale og virkede til tider, som om de mest havde lyst til at stå i et øvelokale. Og noget kunne tyde på, at de måske burde være blevet der lidt længere. Bandet havde flere interne misforståelser, sætlisten blev ændret kort før koncertstart, og flere gange var musikerne ved at gå i gang med de forkerte sange.

Klondykes koncert var præget af turnestartståbeligheder og hævede sig sjældent over rollen som caféunderholdning. De pligtskyldige klapsalver efter hvert nummer var åbenbart nok for orkestret, som ikke så nogen grund til give mere af sig selv end allerhøjest nødvendigt. Der hele var såmænd fint nok. Men mere var det heller ikke.