Den stærkt politiske svenske trubadur holder den røde fane højt

Mikael Wiehe med den karakteristiske skånske accent bliver ikke blidere med alderen. Han står stærkere end nogensinde ved sit socialistiske ståsted og tordner stadig mod USA, Irak-krigen, nazister og imperialister.
Musikalsk er Mikael Wiehe knap så konservativ. Han er fast forbundet til den svenske visetradition, men ellers inspireret af alverdens toner og ikke mindst de afrikanske og latinamerikanske. Men det er nu ikke verdensmusik, som vi møder på Främmande Land, der oprindeligt var tænkt som del af hans forrige udspil Kärlek Och Politik, der skulle have været et dobbeltalbum. Men de sidste sange manglede, før det kunne bære et dobbeltalbum. Og Främmande Land er mere mørk i tonen, og bliver spillet med en stærkere intensitet. Mikael Wiehe lægger stærkt ud i den manifestlignende og prunkløse Det Vackra, og den blide melankoli titter tydeligt frem i Stjärnan. Främmande Land har således sine højdepunkter, men for mange af sangene holder ikke niveauet, og så bliver den skånske røst en kende anstrengende at lytte til.