Anmeldelse / Live / Søndag d. 29-01-2006 kl. 21:59

Deep Purple
KB Hallen,
lørdag d. 28. januar 2006

Anmeldt af Rasmus Heide

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

To timers nonstop rock'n'roll fra fem gutter i pensionsalderen

Foto: www.ryming.dk

Det er efterhånden ved at være en tradition, at Deep Purple melder alt udsolgt i KB Hallen. Og med god grund. Bandets koncert fra 1972 samme sted er just udkommet på DVD, og hvor Deep Purple dengang slog sig trodsigt i tøjret for at være på tværs, er de i dag et strømlinet, velsmurt rockfænomen, der ubesværet og med stort overskud lægger afstand til både nutidens rocknavne og de af deres kolleger fra 70'erne, der stadig gør sig på en scene.

Med humor og imødekommende glæde tager Ian Gillan imod fra scenen, som var vi inviteret til jamsession hjemme i øvelokalet. "Hello, I didn't know you were coming," siger han og peger på en publikummer. Aldersspredningen er stor. Blandt de stående på gulvet er gennemsnitsalderen omkring de 30, mens den oppe på langsiderne nemt sniger sig 10 år længere op. Deep Purple er blevet en familieudflugt værd. Stolte fædre tager sønnike under armen, for at vise, hvordan "de gamle drenge" spiller rock, som far ku' li' det i sine unge dage.

Selv om faconen nu er mere uhøjtidelig, er energien ikke mindre smittende. Sangen "Rapture Of The Deep" er tyrkiske toner fra bleghvide rockere. Æggende tungt og rytmisk udfordrende. Og skønnest og mest vovet af alt var den fremtidsforskende "Before Time Began", der over næsten syv minutter byggede op fra drømmende melankoli til en svulmende bølge af intelligent rock, der rejste sig og vaskede ud over publikum.

I det hele taget fik Deep Purples seneste album, "Rapture Of The Deep", masser af albuerum i KB Hallen. Ikke mindre end seks nye numre blev det til, og dermed satte Deep Purple også selv dagsordenen. For selv om anden halvdel af koncerten bød på mangt en 70'er-klassiker udsat for fællessang, så understregede nye numre som "Wrong Man", "Kiss Tomorrow Goodbye" og "Things I Never Said" bandets modvilje mod betegnelsen "classic rock" og snæver nostalgi uden udfordringer.

Med instrumentalnummeret "Contact Lost" sagtnede guitarist Steve Morse med indfølt ekvilibrisme koncertens tempo, for derefter langsomt at bygge op til "The Well Dressed Guitar", en kompetent og præcis stiløvelse i klassiskinspireret guitarlir, der modtog en af aftenens største hyldestovationer. Steve Morse udfylder på 14. år fornemt pladsen efter Ritchie Blackmore, og kun "Smoke On The Water" lyder stadig bedst i hænderne på sin ophavsmand.

Aftenens ubetingede nulpunkt var den nye "Junkyard Blues", som med for mange tomgangssoli ikke holdt distancen. I det hele taget passede ikke alle Deep Purples legestuesoli ind i aftenens ellers stramt professionelle program. Men da repertoiret af nye numre og udvalgte klassikere fra 70'erne gjorde en enkelt afstikker til 80'erne og det majestætiske titelnummer fra reunionpladen "Perfect Strangers", vakte det voldsom gensynsglæde.

At herrerne på scenen har nået det civile livs pensionsalder, og alligevel præsterer to timers nonstop veloplagt rock'n'roll, maner til eftertanke over tidens alderstyrrani, hvor rockmusikere allerede i fyrrene bliver betragtet som forældede.