Jamie Cullum
Store Vega, København

Foto: www.ryming.dk

Han er kun midt i tyverne og ikke andet end 1,60 meter høj, men hans stemme er kraftfuld som en fuldvoksen bjørns, og søndag aftens koncert i Store Vega beviste hans store musikalske talent. Dette blandet med en ung entertainers lyst og evne til at blande jazz med nymodens popstjerne-performance fik i perioder stemningen til at minde om en Robbie Williams-koncert.

Jamie Cullums blanding af jazz og pop slog igennem med 2004-udgivelsen ”Twentysomething”. Den lille jazzede spradebasse fik hurtigt hul igennem til det brede publikum og solgte over 2 millioner plader. Gennem sin opvækst i England var Jamie Cullum interesseret i al slags musik fra rock og hiphop til jazz og blues. Denne alsidighed kan høres i hans egen kompositioner og fortolkninger af gamle og nyere klassikere.

Kontrastfyldt aften
Aftenens koncert i Store Vega bar også præg af alsidighed. Mange aldersgrupper var repræsenteret; den lille poptøs i teenagealderen stod skulder ved skulder med den gumpetunge 60-årige jazzentusiast. På mange måder var det kontrasternes aften - jazz og pop i skøn forening.

Jamie Cullum entrerede scenen i jakkesæt og slips som en anden evergreen-crooner og indledte aftenen ved pianoet. Det viste sig dog hurtigt, at han ikke kunne sidde stille, og aftenens første pianosolo blev fyret af fra stående positur. Allerede i tredje nummer blev det stive puds for meget for Jamie, og jakke og skjorte måtte lade pladsen for en rød T-shirt med et Atari-logo. Kort efter hoppede en overglad Jamie Cullum rundt på scenen som en lille dreng, der ikke kunne kontrollere sin glæde.

Vekslenen mellem den løsslupne atmosfære og mere højtidelige jazz-passager fortsatte koncerten igennem. Klassiske evergreens som ”What A Difference A Day Makes”, “I Got You Under My Skin” og ”Singin’ In The Rain” blev leveret i tilbagelænet stil. Mens Jamie slog sig løs som entertainer og sparkede sig gennem ”I Get A Kick Out Of You” som en rigtig showman. Af nyere dato blev Jeff Buckleys moderne klassiker ”Lover, You Should Have Come Over” fortolket i en stille jazz-version, efterfulgt af et medley med Radioheads ”High and Dry” og det klassiske 60’er-hit ”Everlasting Love”. Spædet op med hjemmelavede numre som ”These Are The Days” og ”Get Your Way” ramte nummer sammensætningen lige i øjet - eller øret.

Badutspring og pigetrusser
Med sig havde Jamie Cullum et band af rutinerede og særdeles kompetente musikere, der mestrede alle jazzens facetter og alle instrumenter. Mest bemærkelsesværdigt var den lange trommesolo hen mod slutningen af koncerten. Med imponerende hurtighed og teknik fik trommeslageren lyden til at flyde ud til nærmest ingenting og forsvinde, herefter blev han grebet af Jamies drive og vandrede rundt på scenen og spillede på alt, hvad der var inden for rækkevidde heriblandt pianoet, højttalere og sågar publikums hoveder. Publikum kvitterede med aftenens største bifald. Der blev bestemt spillet på mange strenge - masser af jazz (både poppet og syret), walking bass, saxofoner og trompeter, samba, fællessang og faktisk blev der også headbanget et par gange bag klaveret.

Netop de store musikalske kompetencer gjorde det muligt for Jamie Cullum at have overskud og plads til at underholde publikum. Såsom når han hoppede rundt som en anden badutspringer på scenen eller fortalte anekdoter om at løbe tør for rene bukser under en lang turné, og at problemet kunne løses, ved at pigerne smed trusser op på scenen.

En alsidig forestilling som hele tiden holdt publikum oppe på tæerne. Selv om det var søndag aften, og flere garanteret kom med tømmermænd, var der ingen, der mærkede noget til deres tunge hoveder, da underholdningsværdien simpelthen var for høj.