Anmeldelse / Live / Søndag d. 12-02-2006 kl. 19:38

Death Cab for Cutie
Store Vega, København,
søndag d. 12. februar 2006

Anmeldt af John Fogde

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

De havde fakta, og vi svarede ja

Billede: Jacob Dinesen

Amerikanske Death Cab for Cutie blev dannet i 1997 og har siden da udgivet fem studiealbum, hvoraf de fire første kom på indieselskabet Barsuk, og det seneste, "Plans", er deres debut på det store pladeselskab Atlantic. I hjemlandet har bandet længe haft en trofast fanskare, der de senere år dog er blevet udvidet markant ikke mindst på grund af sanger Ben Gibbards sideprojekt The Postal Service, og bandets promovering i tv-serien The O.C.

Albummet "Plans" fra sidste år var en overraskende afdæmpet affære fra et band, der ellers ofte sættes i bås med et band som Built to Spill, og som pludselig via et stort internationalt selskab pludselig havde muligheden for at bryde igennem på verdensplan. Der var dog ikke meget afdæmpethed over koncerten, hvor bandet leverede en gennemgang af en lang række af de bedste sange fra deres bagkatalog blandet med syv sange fra deres seneste album.

Den udsolgte koncert, der var DCFC's første i Danmark nogensinde, skulle oprindeligt have været afviklet i Lille Vega, men var blevet flyttet på grund af stor efterspørgsel på billetter. Forventningens glæde var også tydelig at mærke, da rummet blev fyldt med pigehvin, da bandet lagde ud med " Marching Bands Of Manhattan", der også åbner deres seneste album. Liveversionen var noget mere kraftfuld end den indspillede udgave og viste publikum, at dette ikke ville blive en indadvendt shoegazer-koncert, men derimod en energisk omgang, hvor specielt bassist Nick Harmer gav den alt han kunne.

Den pompøse "The New Year" fulgte, og her blev det virkelig tydeligt, at bandet ikke bare havde fortrinlig lyd, men samtidig holdt lydniveauet på et ganske passende niveau. En af koncertgæsterne beskrev undervejs DCFC som "Mew for voksne", hvilket er ganske rammende. Bandet blander storladen lyd med Gibbards vokal, der er umiddelbart rørende og fængslende på samme måde som Elliott Smiths, samtidig med at de veksler med det afdæmpede og er blevet en del mere uafvendte og modne i deres udtryk. Samtidig må man imponeres over, at Gibbard kan synge linjer som "But I'm thinking of what Sarah said / that "Love is watching someone die" / So who's going to watch you die?" uden man krummer tæer (eller kommer til at tænke på Morrissey).

Aftenens største bifald kom, da DCFC indledte "Title and Registration", der var et blandt seks numre hentet fra bandets foregående album "Transatlanticism". Men folk var dog også ganske godt med både, da bandet spillede "Soul Meets Body", "Crooked Teeth", og også da Gibbard midt i næstsidste nummer satte sig bag et interimistisk trommesæt og duellerede med Jason McGerr.

Den ellers ofte ganske morsomme Gibbard var overraskende fåmælt koncerten igennem. Men han nævnte dog undervejs, at nu hvor bandet ikke havde vundet en Grammy i sidste uge, var det meget vigtigt at vi i anledningen af den københavnske modeuge stemte på dem som Most Fashionable Band in the World, da de er på vej på turné med Franz Ferdinand, og de har brug for al den hjælp de kan få.

Koncerten blev rundet af med tre ekstranumre, hvor det første var Gibbard solo, der spillede den Johnny Cash-agtige " I Will Follow You Into The Dark". Sidste nummer var en udvidet udgave af titelnummeret fra deres foregående plade, hvor gruppens medlemmer endnu engang gnidningsløst sprang fra instrument til instrument.

Man kunne naturligvis som langvarig fan godt have ønsket sig lidt flere numre fra bandets tre første plader, hvor specielt den fremragende "The Photo Album"-plade, bortset fra "A Movie Script Ending", blev såre overset. Men det var en fornøjelse at høre "President of What?" fra debuten, og de to sange "Company Calls" og "Company Calls Epilogue" fra "We Have the Facts and We're Voting Yes", der kom i træk var et andet højdepunkt. Specielt her var det tydeligt, at bandet var veloplagt og leverede udgaver af sangene med plads til improvisation.

Man kunne næsten ikke have bedt om en bedre debut på dansk jord for DCFC, der beviste, at de til fulde magter at overføre deres ofte både delikate og kraftfulde sange til en imponerende liveoplevelse. Nu kan man bare håbe, at der ikke kommer til at gå lige så mange år, inden vi igen kan opleve dem her i landet.