Respektaftvingende og sjældent stilsikker synthrock-debut

Fra det øjeblik, Veto indtog Randers-caféen Von Hattens scene, stod det klart, at her var et sjældent stilsikkert band. Undertegnede var meddommer på den indledende runde af det lokale amtsmesterskab i Rock, og for os tre dommere var der ikke så meget at diskutere: Veto var i særklasse det bedste orkester, vi havde set. Til finalerunden blev der imidlertid indkaldt et nyt kuld dommere, og her måtte Århus-orkestret nøjes med bronze. Siden har universet skyldt Veto lidt kosmisk retfærdighed.
Med album-debuten There’s A Beat In All Machines er retfærdigheden sket fyldest, og undertegnede er ikke hævet over at hovere en smule: Hvad sagde vi? Århus-kvintetten gør et fremragende indtryk med deres skarptskårne blanding af eksplosiv Radiohead-rock, glammet synthpop og knitrende electronica. Frontmand Troels Abrahamsen synger sine rapporter fra kærlighedens skyggeside med sjælden indlevelse – i studiet som på scenen oser den mand af karisma. Men allermest imponerende er måske Vetos talent for at få et strengt minimalistisk udtryk til at gå i spand med en fantastisk nuanceret idérigdom.
There’s A Beat In All Machines viser et band, der er fuldt formet ved fødslen, og det er en respektaftvingende debut. Vetos eneste akilleshæl er faktisk deres imponerende stilsikkerhed: Til tider tager formen pusten fra indholdet, og så står vi tilbage med skitseagtige stiløvelser som Cannibal og Short Fused. Måske var det det, der faldt finaledommerne i Randers for brystet?