Feinschmecker-guitar til de helt gamle drenge fra Pink Floyd-guitaristen

Lad straks denne anmelder komme med en relevant bekendelse. Han er af den opfattelse, at David Gilmour er verdens bedste guitarist. Det er et faktum. Og den legendariske guitarist disker til overflod op med guitarlækkerier på sit kun tredje soloalbum. Det er også David Gilmours første studieindspilning siden Pink Floyd-udgivelsen The Division Bell fra 1994, der ifølge ham også var det sidste album med Pink Floyd – med eller uden Roger Waters.
Og On An Island har tonen fra Pink Floyd i sig samtidig med, at der er oceaner af plads til David Gilmours guitarspil, der kan lyde så rent som billedet af nyvaskede hvide lagener hængt til tørre mod en pletfri blå himmel. Der kan ikke herske tvivl om mandens talent for at vride tonerne, men der kan heller ikke herske tvivl om hans fatale mangel på evner som sangskriver. Der er næsten ikke en ærlig melodi på albummet, der flyder af sted i langstrakte klangflader og lydcollager. Det er kun guitaren og David Gilmours søvndyssende sang, der giver det form af egentlige sange. Men guitaren er the one and only.