Depeche Mode
Parken, København

Billeder: Martin Rosenauer

Selv på 26 år efter begyndelsen er det svært at ane metaltræthed i Basildon-bastionen Depeche Modes, der lørdag gæstede landet for første gang siden 2001 og for første gang i år. De tre synth-rockere var vanen tro iklædt sort, dog med undtagelse af en grå jakke smyget over den tændte frontmand Dave Gahan. Den musikalske mester Martin Gore lignede som altid en karnevalsdeltager i den lokale SM-klub, da han indtog scenen i et outreret outfit, der blandt andet bestod af en fjer-hanekams-hue og små sorte englevinger spændt på trøjen. Bag en af scenens rumstations-rekvisitter, der lignede noget fra "Hitchhikers Guide To The Galaxy"-scenografien, stod rødtoppen Fletch pænt og checkede mails, eller hvad det nu er, der er hans loppetjans i det legendariske band.

Åbneren "A Pain That I’m Used To" var badet i rødt lys, og med næste sang "John The Revelator" blev det kaotiske storskærmsinferno skudt i gang med et flimrende, foruroligende og fortrinligt visuelt sansebombardement, der mindede om dengang, U2 introducerede os for "Zoo TV"-turen. Som vanligt er Depeche Modes scenografi designet i et samarbejde med den visuelle mester Anton Corbijn. Med "A Question Of Time" indtog Dave rollen som Dave og fik råbt aftenens først ”sing it” og ”yeah” ud af mange og gav sig ligeledes i kast med den første af mange snurreture, og med den høje alder in mente er det ekstra fascinerende at se, hvor hurtigt og længe Gahan kan spinde rundt om sig selv uden at miste balancen og styrte på snotten ned i fotograven.

Efter en elektrisk sitrende perlerække af nyt og gammelt guld sender Martin Gore sig selv i front for bandet og giver en yderst sentimental version af "Damaged People" fra det seneste album "Playing The Angel" og "Ultra"-perlen "Home". Gores overfølsomme og forcerede sang fungerer sublimt som kor til Gahans stemme, men alene stående bliver den en kende for sødladen og kedelig.

Entertaineren Gahan kommer først helt op i omdrejninger igen under den vidunderligt støjende "I Feel You", der står som bandets suverænt mest sleazy og sexede komposition og det er om noget en sang, der burde være fast inventar i jukebokse på stripklubber verden over. Da var da også under denne sang, at husarernes blikke blev tændt, da en båndet sekvens med en topløs kvinde indtog airtime på storskærmene.

Ikke overraskende var det den gyngende "Personal Jesus", der for alvor startede sing-along-delen af koncerten. Med "Enjoy The Silence" fortsatte syng-med-festen, og det er netop med gamle klassikere som disse, at Depeche Mode får gejlet folk op i ekstase, for disse kompositioner er efterhånden blevet så inkorporeret en del af vores rytmiske dna, at det er umuligt at være stillestående, når de spilles.

Ekstranumrene blev indledt med "Shake The Disease", der var endnu en malplaceret optræden med Martin Gore i front. Er de mange solooptrædener monstro et kompromis indgået under tilblivelsen af ”Playing The Angel”, hvor Gahan som bekendt allernådigst fik lov at bidrage med tre selvkomponerede sange? Eller er det blot konspirations-spekulationer om hierarkiet i Depeche Mode? Uanset hvad, så er Gahan vel undt et par ekstra pauser, for frontmanden fungerer stadig som indpisker af første klasse.

Den kitschede og corny "Just Can’t Get Enough" satte igen gang i discofesten med en lyd, der alle dage ville have passet bedre ind i Yazoo eller i Erasure, som Vince Clarke som bekendt dannede efter sit korte ophold i den spæde start af Depeche Mode.

Med "Never Let Me Down Again" endte Dave for enden af scenen rampen for at dirigere masserne til speed-viftning-med-hænderne-over-hovedet (endnu en Gahan-liveklassiker), og selvom sangeren blev hjulpet godt på vej med et par 10 centimeters høje hæle på støvlerne, så var vi alle klar til at flyve væk med ham, når vi i fælles flok gjaldede omkvædet ”Never want to come down, never want to put my feet back down on the ground”.

Den fødte afslutter "Goodnight Lovers", fra det ellers lidet exciting "Exciter"-album, blev indledt med en opfordring om komplet tysnat fra scenen, sådan så vi kunne høre dette smukke mesterværk, der næsten når samme sjælefulde tinde som den 13 år gamle "Condemnation". Sangen blev leveret i en tindrende smuk udgave med Gore og Gahan ude på rampen, og publikum svarede med at slynge lighters og mobildisplays i vejret.

En smuk afslutning på en fremragende aften, hvor eneste minus var Martins mange ture frem til lead-mikrofonen og mysteriet om, hvorfor Dave beholdt alt overtøjet på under hele koncerten, for er der noget, der er blevet pseudonymt med Depeche Mode live, så er det Gahans grov-tatoverede og storsvedende overkrop. Måske får vi den at se. når sommeren og Depeche Mode indtager Århus den 7. juni.