Anmeldelse / Live / Søndag d. 26-02-2006 kl. 19:30

Skambankt
med Fast Gallows, VoxHall, Århus,
lørdag d. 25. februar 2006

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Skambankt præsterede en sand energiudladning på blot tre kvarters tid

Billeder: Toke Hage

Sølle tre kvarter var alt, hvad de revolutionært anlagte punkrockere i norske Skambankt diskede op med lørdag aften på VoxHall, hvilket umiddelbart var temmelig skuffende, men som omvendt var meget sigende for bandets kontante energiudladninger og ganske korte numre, der ufravigeligt sidder plantet lige i øjet.

Koncerten markerede afslutningen på en miniturné rundt i det danske, hvorfor det givetvis skuffede de insisterende nordmænd, at fremmødet var så beskedent, som det desværre var tilfældet. Ikke meget mere end 100 personer havde fundet vej til spillestedet, så det giver sig selv, at stemningen aldrig for alvor blev vild og intens.

Med bandets ekstremt pågående attituder og opildnende opråb gjorde Skambankt ellers sit til at piske liv i publikum. Lynhurtige skift mellem endeløse power-akkorder udgør gruppens fundament, men også den dunkende, tørt spillede bas og de viltre, svært forudsigelige trommerytmer er helt centrale i bandets ”sound” og hele udtryk.

Og så spilles der højt! – Kvartettens medbragte forstærkere dækkede rundt regnet hele scenens bagvæg og var således et intimiderende syn i sig selv. Man finder bestemt ingen huller i guitarernes uhyre solide lydmur, men til gengæld kneb det med at få Terje Vinterstøs vokal ud over scenekanten; den var slet og ret for lav i koncertens første kvarters tid.

”Me Sa Nei!” var et forventeligt hit blandt de mere ukueligt dansende (skubbende…) fremmødte, og selv om det yderst medrivende nummer nok engang var en lækkerbisken, var det nu alligevel en fryd, at Skambankt også gav sig til tid til at lufte enkelte nye sager. Heriblandt fandt man nummeret ”Angst”, der lover godt for fremtiden, om end man allerede nu synes at kunne konstatere, at der venter mere af det samme – og ikke så pokkers meget andet!

Skambankt tog sig stærkere ud, end da undertegnede sidst så bandet i forbindelse med sidste års Spot Festival, selv om rammerne her var mere optimale i kraft af et større publikum. Sceneshowet er blevet noget mere livligt med indpiskende hop og synkroniserede bevægelser med strengeinstrumenter i hånd, mens også musikken er skruet såvel mere ”tight” som varieret sammen. Guitaristerne supplerer hinanden i højere grad end tidligere med det resultat, at lytteren næsten konstant velsignes med udflydende sololir oven på de råt spillede rytmeakkorder.

Fast Gallows
Som opvarmning for Skambankt fik publikum fornøjelsen af århusianske og debutpladeaktuelle Fast Gallows, der leverede en ultraklassisk omgang rock ’n’ roll. Den kasketklædte forsanger lignede til forveksling en ung Brian Johnson, mens den ene guitarist ”selvfølgelig” benyttede sig af en Gibson SG i bedste Angus Young-stil, hvorved AC/DC-sammenligningen synes absolut lige for.

Med spredte ben og guitarhalse i vejret ved hver given lejlighed gav Fast Gallows en halv times smagsprøve på bandets fortrinsvis tunge rock, der mestendels er af den allermest ligefremme slags. Her er ikke plads til finurlige facetter og raffinementer en masse i et musikalsk udtryk, der er stærkt fokuseret på at opretholde et simpelt ”drive”; ganske vist tilsat stribevis af gedigent forvrængede guitarsoli.

Stiløvelsen er temmelig gennemført, men det hele er lidt for klichébelagt til, at man sådan uden videre overgiver sig til Fast Gallows. Bandmedlemmerne kan deres kram, og når man en sjælden gang imellem får lov at få fornøjelsen af en løssluppen bas eller en guitar på afveje, bliver det hele lidt sjovere. Mere af dét, mere kant, mere spidsfindighed.
(***)