Deep Purples sidste vals med Blackmore – fra den gode og fra den rædselsfulde side

Made in Japan er som bekendt et af rockhistoriens allerbedste live-album og er plukket fra tre koncerter i solens rige i 1972. I 1993 – 21 år efter - blev alle tre show udgivet i noget nær deres helhed, og kunne tåle det. Samme år var Deep Purples navnkundige Mark II-besætning i gang med genforening nr. 2 (!) i deres tumultariske forhold, og nu prøver man med endnu en helkoncert-dokumentation i flere udgaver, fordi pågældende Europa-tur skulle vise sig at være den allersidste med Ritchie Blackmore ved guitaren.
Det giver to vidt forskellige svar. Ved den første – fra Stuttgart – overbevises man let om, at Purple aldrig vil blive det samme uden. Blackmores guitar er tændt, lyrisk, rå og gnistende og samspillet keyboard-spiller Jon Lord og den øvrige gruppe glimrende. Det er ikke seksstjernet vitalitet, originalitet og vildskab, som på den gamle klassiker, men det er voksen velkontrolleret hård kvalitets-rock og det bedste hørt live fra genforeningsperioderne – også fordi numrene for en stor dels vedkommende er hentet fra nyere tid i stedet for endnu en rundtur baseret på det gennemtærskede Made In Japan-repertoire. Til gengæld er valget af Birmingham-koncerten fuldstændig uforståeligt, Her var humørsyge Blackmore dels så sur på en kameramand, at han ikke var med fra koncertstart – dels var hans fjendskab med Ian Gillan så udtalt, at han i mange af sangene ikke spillede igennem for dermed at ville udstille sangerens ”manglende professionalitet” – og dermed i realiteten udstillede sin egen. Resultatet var, at Gillan pressede den slidte stemme endnu mere, så den til sidst brød helt ned, mens resten af gruppen spillede en underlig koncert helt uden overskud. Ingen ved sine fulde fem vil spille den koncert-cd mere end en gang, så hvad den skal udgives for er ubegribeligt – på en turné, hvor der efter sigende ellers skulle være kvalitets-optagelser nok at tage af.