Anmeldelse / Live / Søndag d. 05-03-2006 kl. 21:50

Liars
Blomst Festival, med Colder, Wolfskin, 18th Dye m.fl., Den Grå Hal, Christiania,
lørdag d. 4. marts 2006

Anmeldt af Astrid Kirstine Dynesen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den dugfriske festival Blomst satte fokus på musikalsk alternativitet, men det generelle udtryk levede aldrig rigtig op til forventningerne.

Billede: Kenneth Gabriel Nielsen

Der var vist ikke taget højde for årstiden, da den første Blomst-festival nogensinde blev skudt i gang lørdag aften. Selvom Den Grå Hal ellers på mange måder virker som et ideelt sted at afholde et alternativt arrangement som dette, var det mildest talt en pissekold fornøjelse, hvorfor de fleste, forfrosne fremmødte også valgte at beholde vinterfrakkerne på.

Formålet med Blomst var at præsentere et ambitiøst og ikke-kommercielt sidestykke til den danske musikscene. Til opfyldelsen af dette var en række af danske og udenlandske bands, hvoraf det smadrede, psykedeliske New York-band Liars var det åbenlyse hovednavn. Derudover var der blevet reklameret med en spændende scenografi, der dog i korte træk og i sin skuffende enkelhed bestod af en lysende pyramide-konstellation hængende ned fra loftet og 2 scener med stilistiske lys-projektioner på bagtæpperne.

Første band på programmet var danske Snake & Jets Amazing Bullit Band, der åbnede den lille scene med funky og synth-indsmurt 70’er-muzak med festlige og energiske referencer til Junior Senior. Herefter gik Crunchy Frogs nye satsning Wolfkin på den store scene med adskillige, knap så vigtige gæstesolister og præsenterede en omgang eksperimenterende rock’n'roll, der allermest mindede om en massiv blanding af Nick Cave, Gorillaz og et dansk svar på Franz Ferdinand. Men det var de ellers så hedengangne 18th Dye, der var uden tvivl var aftenens mest positive overraskelse, da de spillede det kuldskære publikum varmt med attitudefuld, dynamisk og catchy støjrock.

Publikum myldrede til hovedscenen, da aftenens darlings Liars gik på, og gav det nok hidtil mest eksperimenterende og syrede bidrag. Besætningen, der grundlæggende består af en trommeslager (i stramt, farverigt bodysuit), en aggressiv percussionist og naturligvis den excentriske forsanger Angus Andrews, mestrede op til flere instrumenter og en sampler i forsøget på at blæse de tilhørende langt, langt væk med deres flabede, progressive og støjende kompositioner. Dette lykkedes dog ikke, for publikum var tydeligvis begejstrede over den ekstremt alternative, trance-agtige og outrerede, men i længden ensformige lyd.

Af uvisse årsager var svenske The Tough Alliance ikke at finde på programmet alligevel. I stedet smed de københavnske elektro-konger The Seducers med breakbeats og scratch, indtil fransk/japanske Colder gik på og gav deres bud på alternativ, fransk pop. Desværre prøvede de at være så anti-kommercielle, at deres repeterende, apatiske kompositioner, totalt blottet for interessante melodier, i højere grad lugtede af indadvendt stædighed end musikalsk overskud og forståelse. Herefter afsluttede Bjørn Svin + Åsmond fra Europussy alias Ezo & Flext aftenen og tog hul på natten med velkendte og vanvittige beats.