Anmeldelse / Live / Torsdag d. 09-03-2006 kl. 23:57

Olesen-Olesen
Øst For Paradis, Århus,
onsdag d. 8. marts 2006

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Sangene, stemmen og strengene var i centrum – og kunne bære det

Billede: Jan Chrillesen

Den århusianske forening Klub Rotes Sofa har nu i et år præsenteret efterhånden en halv snes koncerter i Århus’ plysklædte kunstbiograf Øst For Paradis – sid-ned-koncerter med fokus på lytteoplevelsen. Men de første spadestik til projektet blev faktisk taget for tre et halvt år siden, da et par lokale folk fik den idé at lade Olesen-Olesen spille en halvakustisk koncert i Øst For Paradis. Koncerten blev en succes, og nu kunne Olesen-Olesen så vende tilbage til, hvor det hele startede for den røde sofa. Og til en fyldt biografsal.

Olesen-Olesen alias brødrene Peter H. (sang, tekster) og Henrik Olesen (guitar, musik) stillede op i biografen flankeret af to af deres mangeårige live- og studiemusikere, lap-steel/dobro-guitaristen Michael Lund og Rasmus Kragh Bjerregaard på el-klaver. Olesen-Olesen har fået masser af roser for deres i alt seks album med dansksprogede, eftertænksomme sange med tekster, hvor selvlede og selvironi er to sider af samme sprogspillende sag – tilsat smukke, enkle, ofte melankolske melodier. Deres seneste album, ”Solsort Og Forstærker”, er deres mest rockede til dato – ikke at det ligefrem betyder en mur af Marshall-forstærkere – men denne aften var bas, trommer og de fleste forvrængerpedaler efterladt i garderoben, og dermed var det Sangene, Stemmen og Strengene (og lidt tangenter, men de er jo også forbundet til strenge), der var i centrum. Og kunne de så bære opmærksomheden?

Ja, Peter H. Olesen har måske ikke verdens største stemme, men den er dyb og prægnant og lader, i hvert fald når lydforholdene er gode (hvilket var tilfældet i Øst For Paradis) – de både underfundige og tungvejende ord stå klart frem som ånde i frost. Og selvom den fysiske lighed mellem de to brødre ikke er voldsom, så er de tilsyneladende mentalt tæt forbundne. I hvert fald er det næsten ikke til at skelne, hvor Peters ord og stemme slutter og Henriks toner på den skiftevis akustiske og elektriske guitar begynder. Her er virkelig tale om den berømte højere enhed, der virker så let og besværet – om den så er det, er en helt anden sag.

Man skal dog bestemt heller ikke undervurdere den indsats, Olesen-Olesens to håndgangne mænd leverede: Michael Lund trak den ene skønne, klagende tone frem efter den anden, så man næsten kunne se de endeløse vidder for sig, mens Rasmus Kragh Bjerregaard var solid, men lovlig diskret, bortset fra i enkelte jazzede udbrud som for eksempel i ”Venter På Renæssancen” – ja, i ”Ræk Mig Flasken” nærmere kvartetten sig ligefrem et tangolignende arrangement, med stort held.

Ellers bød sangene, der var hentet fra vidt omkring i Olesen-Olesens fyldige bagkatalog med hovedvægt på det seneste album, dog ikke på voldsomme improvisationer i forhold til pladeversionerne (bortset fra den manglende rytmesektion), og her kunne man godt have ønsket sig en anelse mere spræl. Olesen-brødrene virkede også, trods det gode samspil, ret tilbageholdte langt ind i koncerten, og selvom Peter H. Olesen kom med adskillige underholdende anekdoter undervejs – for eksempel, at han tidligere på dagen uforvarende var havnet i et foredrag med Søren Krarup – begyndte han sangmæssigt først at folde sig rigtigt ud i andet sæt. Måske fordi han i løbet af koncerten var, for at citere en af hans egne glanstekster, blevet udsat for en (om end beskeden) ”voksende rus”. Olesen-Olesen er endnu ikke gået over til mineralvand på scenen... En anden anke, som dog ikke kan lægges brødrene til last, er den ellers stemningsfulde biografsals mildt sagt kedsommelige belysning – men normalt skal der jo heller ikke lige være lys et sådant sted.

Olesen-Olesen er kendt for at levere veloplagte coverversioner til koncerter, og denne forholdsvis vellykkede og ganske lange aften blev sluttet behørigt af med en flot oversættelse af Kraftwerks klassiske ”The Model”, som faktisk var skyld i, at GAFFAs anmelder ikke nåede den sidste bus hjem. Men det var taxaturen værd.