Toto
Valby Hallen, København

Billede: Kristoffer Amlani Ulbak, klik på det for større foto

Toto ved man, hvor man har. Når de amerikanske vestkystdrenge lander, er der dømt finessefyldt blærerøvslegestue og toptunet præcisionsrock af høj kvalitet - og måske er de på vej mod en renæssance. I hvert fald virker de forfriskende legelystne på det seneste album "Falling In Between", som vi fik fem velvagte numre fra i aften i et sæt, der ud over de spændstige, nye numre spændte fra støvede travere som "Rosanna", "Hold The Line" og "Africa" til større og mindre klassikere fra 80'erne og 90'erne.

Sanger Bobby Kimball tog aftenens første kegler med en kraftfuld opvisning i åbningsnummeret, "Falling In Between". Den velfriserede radiorocker rummede nærmest hele Valby Hallen i sit gab, da han sang igennem. Men i forhold til resten af bandet virkede Kimball som en tålt gammel ven af familien. Ikke helt velkommen, men alligevel dejlig at have med til at vise frem.

Cirka halvvejs i koncerten rykkede bandet sammen omkring keyboardspiller Greg Phillinganes og gav et delikat halvakustisk sæt. Men minimalismen midt på scenen var hverken opfindsom eller spændende, især ikke når bandet krampagtigt holdt fast i de instrumentalt udfordrende dele af numrene. Tjekkede breaks og guitarriff lyder bare ikke sjovt på akustisk guitar, uanset hvor dygtigt de bliver leveret.

Efter det akustiske sæt var der pause. Det var i hvert fald det indtryk, man fik, da keyboardspiller Greg Phillinganes (der passer pianoet, mens David Paich passer sin syge søster hjemme i USA) bød på flere minutters gabende uengageret loungepiano. Et ærgerligt dødvande midt i en ellers pænt underholdende koncert.

Med en ny forsigtig åbning startede "Rosanna" som et næsten ukendeligt smukt omrids af sig selv. Desværre faldt den snart tilbage i sit sædvanlige arrangement, hvor den virkede træg og pligtopfyldende.

På et tidspunkt bad guitarist Steve Lukather alle musikerne blandt publikum om at række hånden op. Forventeligt rejste der sig en skov af hænder. "Dette nummer er til alle jer, der står og spotter vores fejl. Det handler om at slappe lidt mere af," forklarede Lukather før det nye nummer "Let It Go" - der naturligvis var ren opvisning.

Bortset fra utallige eksempler på instrumentalistisk overlegenhed lå koncertens højdepunkter i de nye numre først i koncerten og i et medley kort før slutningen. Her fik vi blandt andre de tunge "Gift Of Faith" og "Kingdom Of Desire". Trommeslager Simon Phillips kan faktisk lægge et endnu tungere groove end afdøde Jeff Porcaro, og det er en fryd at opleve. Ditto hans lettere afdæmpede trommesolo senere på aftenen.

Steve Lukather er en gammel rotte med røvballeskæg, og hen imod slutningen gav han endelig alle amatørekvilibristerne den marathonsolo, de havde ventet på hele aftenen. Med sin "bag of tricks" kan Luke vrænge, vride, vræle - ja sågar vrøvle - hvad som helst ud af en guitar. Og så kedeligt var det altså heller ikke ...

Efter en bastant monstrøs "Girl Goodbye" med supervokaler fra både Kimball, Lukather, Spinner og Phillinganes sluttede Toto aftenen af med ekstranumrene "Home Of The Brave" (med et lille Led Zeppelin-citat i slutningen) og syng-med-klassikeren "Africa".

Sidst Toto kom forbi, erstattede de en aborteret Midtfyns Festival med en koncert i Ringsted og en på Malmös Kulturbolaget. Sidstnævnte - i et lavloftet klublokale - var på sin egen måde en stor oplevelse. I Valby Hallens grå beton viste Toto en anden og mere bombastisk form for storhed.