Anmeldelse / Live / Mandag d. 13-03-2006 kl. 11:18

David Gilmour
Congress Centrum, Hamburg, Tyskland,
lørdag d. 11. marts 2006

Anmeldt af Bjarke Holm Hansen

GAFFA		6 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En fortolkning af Pink Floyds musik, der var langt mere end værdig

Foto: www.ryming.dk

Som inkarneret Pink Floyd-fan har undertegnede set meget frem til at opleve guitarfænomenet David Gilmour live. Jeg har dog forsøgt ikke at sætte mine forventninger alt for højt op til denne anden koncert på David Gilmours Europa-tour for hans netop udkomne tredje soloalbum ”On An Island” ud fra den tanke, at en musik, der som Pink Floyds er en så indarbejdet del af min musikbevidsthed, uvægerligt måtte skuffe, når den udføres af et band med blot et enkelt oprindeligt bandmedlem og en skare af studiemusikere.

Stor var min glæde derfor, da jeg konstaterede, at en ældre, meget korrekt afstemt herre satte sig til rette bag det ene keyboard-setup: Rick Wright! Således var nu hele to af mine helte fra Pink Floyd samlet. Mine forventninger tog automatisk følgen, jeg rykkede lidt længere frem på stolen i det imponerende Congress Centrum og nød David Gilmours karakteristiske sprøde guitarentre efter en storladen intro.

Første del af koncerten var helliget ”On An Island”. Stilen var for mig en naturlig forlængelse af Pink Floyds seneste (og formodentlig sidste) studiealbum ”The Division Bell” fra 1994. Gilmour helt i front både vokalt, men måske endnu mere med den allestedsnærværende og dybfølte guitarsound, som er hans varemærke. Allerede fra første nummer var jeg dybt imponeret over lydbilledet. Aldrig har jeg oplevet en koncert, hvor alle instrumenter og vokaler fremstod så perfekt. Der var en dynamik og helhed i bandet, der trodser enhver beskrivelse. David Gilmour viste nye sider af sig selv ved at spille en nærmest Wayne Shorter-agtig saxofon på ”Red Sky At Night”, et nummer med et meget jazzet præg.

Da den ellers trofaste partner, Stratocasteren, senere blev skiftet ud med en akustisk guitar, lød det instinktivt fra salen” Yeah, come on Dave, ”Wish You Were Here”! Svaret kom prompte let drillende: “Well, we are!” Vi blev dog lovet “some oldies later on”. Bandet bestod, foruden Rick Wright, af Guy Pratt (bas og vokal) og Jon Carin (keyboards og vokal), som begge har turneret med Pink Floyd siden bruddet med Roger Waters. Trommeslager Steve DiStanislao og guitarist Phil Manzanera var nye i forbindelse med David Gilmour. Phil Manzanera dog kendt som medlem af Roxy Music. Alle gjorde de det fremragende, specielt den flerstemmige sang mestrede de til perfektion. Saxofonisten Dick Parry, der har optrådt med Pink Floyd siden ”Dark Side of the Moon”, var også en stor oplevelse.

Jeg husker flere højdepunkter i denne første del af koncerten, og der er bestemt flere rigtig gode numre på det nye album.

Koncertens anden del viste sig at være udvalgte numre fra det, man vel nærmest kan benævne Pink Floyd-arkiverne. Der var dog ikke meget støv at spore over den version af ”Shine On You Crazy Diamond”, som blev starten på et andet sæt, der fik mig til at sidde fuldstændig tryllebundet resten af koncerten. Det var små ting, der adskilte ”Shine On You Crazy Diamond” fra den oprindelige udgave fra ”Wish You Were Here”. Små ændringer i fraseringer både i guitarintroen og i selve sangstemmen – netop dette lille ekstra friske pust og livefornemmelsen af at opleve en klassiker blive genfortolket af dens fædre var et stort øjeblik, ja vel nærmest ubeskriveligt. En følelse, der ikke forlod mig, efter at den først havde forplantet sig, og flere gange nåede musikken højder, jeg havde glemt, at musik kan bevæge sig på. Især var ”Breathe” og ”Time” fra ”Dark Side of The Moon” og opførelsen af hele det psykedeliske maratonværk ”Echoes” fra ”Meddle” helt fantastisk. Lyssætningen var her helt, som kun Pink Floyd kan levere det; der var i sandhed tale om en totalsansning. Bandet spillede med en fornemmelse for og en glæde ved musikken, der greb publikum, så det flere gange lød, som om man var til en stadionkoncert, og ikke blot blandt 3000 siddende mennesker i Congress Centrum Hamburg.

Afslutningen med ”Wish You Were Here” og ”Comfortably Numb” slog endegyldigt fast, at selvom dette band ikke talte alle Pink Floyd-medlemmer, var det en fortolkning af Pink Floyds musik, der var langt mere end værdig og samtidig en reminder om, hvor fantastisk den musik og de tekster, som Pink Floyd har komponeret, er. David Gilmour viste desuden, at han til stadig går nye veje med et soloalbum, der bestemt er et nærmere bekendtskab værd.