Livssslidt Kris Kristofferson insisterer på at gløde videre

Selv om man er 70, kan man godt brænde. Sådan synes Kris Kristofferson at sige med dette første nye studiealbum i 11 år, der ikke et sekund prøver at løbe fra ophavsmandens alder, men som tværtimod ser tilbage på det hele: Ambitionerne, drømmene, kærligheden, beundringen for dem, der brændte for deres sag m.v. Med sig har Kristofferson har et stærkt hold med bl.a. Don Was (bas, piano) og Jim Keltner (trommer), men hovedparten af sagerne er bare Kristofferson selv og en skramlet guitar, der for længst har opgivet at blive stemt korrekt. Det er den sidste slags sange (flertallet), der står stærkest: Kristofferson har altid været en bedre tekstforfatter/melodisnedker end sanger, men i denne soloakustiske udgave iført slidt stemmebånd, rynket livsoptimisme og den vanlige kampånd fungerer han faktisk godt og intenst – uden at det dog bliver til helt så besættende stunder som Johnny Cashs lignende American Recordings. Men mindre har også ret, og det her er 38 minutter med fine sange, som på deres egen særegne måde siger tak – og håber på lidt mere.