Skarpere kanter på franske popsnedkeres tredje udspil

På deres glimrende to første plader skabte Phoenix en både indsmigrende og skæv popmusik, og fik sågar mindre hits med singlerne Everything Is Everything og If I Ever Feel Better, der sendte hilsner til 70'ernes bredsporede poprock. Kvartettens tredje album er en mere spontant frembragt størrelse, indspillet i Berlin uden en producer eller anden indblanding udefra. Det har ikke overraskende gjort lyden mere ru og arrangementerne mere ligefremme. Åbneren Napoleon Says kridter banen op med strømførende guitar og stampende trommer, og herfra fortsætter It's Never Been Like That med skrabede og kantede, men også lyse og opløftende sange skabt på den hellige treenighed af guitar, bas og trommer. Lidt som et The Strokes, hvor den slidte denim og newyorkske cool er vekslet til råhvid bomuld og parisisk charme. Som helhed strander albummet dog lidt på halvdistancen mellem det rå og det raffinerede, frem for at få størrelserne til at mødes. Men Phoenix er nu stadig et forfriskende ukonventionelt popband.