Flere sørgmodige og tårevædede sange fra svensk metalkvintet
Oven på Viva Emptiness, der på en gang signalerede et mere metallisk og dissonant Katatonia, bygger det seneste og syvende udspil fra den svenske kvintet bro mellem dette udtryk og det mere melodiske, bandet med stor succes dyrkede på trekløveret Discouraged Ones, Tonight’s Decision og Last Fair Deal Gone Down. The Great Cold Distance viser således masser af metalmuskler, samtidig med at bandets sørgmodige og tårevædede melodier er drysset med rund hånd. De dissonante riff og klangflader bliver til gengæld benyttet mere sparsomt. Alt i alt resulterer det i et mere lyttevenligt album, hvilket nærværende skribent så absolut foretrækker frem for den nærmest hermetisk lukkede og uigennemtrængelig stil fra Viva Emptiness. Sange som Deliberation, Soil’s Song og første singleudspil My Twin bliver man meget hurtigt gode venner med. En række af de øvrige sange kræver lidt mere tilvænning, men de ender med at sidde i skabet. The Great Cold Distance kan i min bog ikke måle sig med Discouraged Ones, men er bestemt købe- og lytteværdig.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.