Ypperlig sort magi fra vort naboland Norge
Det eksisterer to modsatrettede bevægelser inden for black metal-genren. En, der insisterer på, at den sorte metal skal forblive kulsort, kompromisløs og elitær. Og en, der trækker black metallen i en mere tilgængelig og strømlinet retning, hvor gode studieproduktioner, liveoptrædener og mulitnationale selskaber sagtens kan forliges med den ekstreme metalform. Den norske duo Satyricon tilhører sammen med bands som Cradle Of Fith og Dimmu Borgir sidstnævnte. Musikalsk er der dog ikke så mange fælles træk. Satyricon foretrækker at udstikke deres helt egen sti. Og Now Diabolical er endnu en fascinerende og vellykket etape på denne rejse. Hemmeligheden bag Now Diabolicals succes er i høj grad, at Satyricon formår at variere deres udtryk og samtidig at skabe nogle utroligt fængende kompositioner, hvor Frosts eminente trommespil får frit løb. Lyt blot til det åbnende titelnummer, hvor infernalske riff, Satyrs bidske vokal og Frosts bastante rytmer går op i en højere diabolsk enhed.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.