De skinnetynde brødre og kyllingemanden på nye grænseoverskridende eventyr

Da PowerSolo i 2004 udgav gennembruds-albummet It’s Raceday …, lignede den kronjyske trio til forveksling et snedigt koncept. Med udadvendt blues, country og surf-rock tilsat humoristisk bonderøvs-image kom ”de skinnetynde brødre og kyllingemanden” langt ud over scenekanten. Adspurgt om koncepter og spil for galleriet forsikrede frontmand Kim ”Kix” Jeppesen ganske vist, at PowerSolo-lyden bare var det, der kom ud, når bandet spillede, som det passede dem. Men hvornår har et koncept-band måske sidst indrømmet, at de havde et koncept?
Nuvel: Egg er det endelige og uomtvistelige bevis på, at Kix talte sandt. Hillbilly-stilen er måske ikke fortid, men den deler album med en svimlende bred vifte af andre stil-impulser. Plasma Crystal Dope følger et dystert spaghetti western-anslag op med anarkistisk Beastie Boys-rap, før Every Little Girl tager over med psykedelisk solskinspop. Straks efter kaster Kix og kompagni sig ud i en muntert swingende bluegrass-duet med Mr. Marsman. Alt sammen charmerende, gennemtænkt og gennemført, og listen over hybride highlights stopper bestemt ikke dér.
Egg er en smeltedigel af genrer og musikalske idéer, og albummet bekræfter PowerSolos position som et af Danmarks mest opfindsomme orkestre. Har Egg en brist, er det, at flere af numrene bevæger sig lige på grænsen til det fortænkte – en oplagt risiko, når der leges så lystigt med stil og udtryk. Personligt kunne jeg også godt undvære sange om Kix’ nødder, men der skal selvfølgelig være noget til pigerne.