Radiohead
KB Hallen, København (1)

Foto: www.ryming.dk

Planet Teleskærm

Der har været underligt stille omkring Radiohead på det sidste. Efter milepælen "Kid A", den mere anonyme "Amnesiac" og så i 2003, "Hail to the Thief", er det som om, Radiohead har været – ja, nærmest glemt. Imponerende, i betragtning af at drengene fra Oxford i den nær-hysteriske "OK Computer"-tid ansås som ”verdens største rockband”, indtil de vendte det hele ryggen og lavede underlige, arty og politisk ladede sange. Bandet befinder sig nu på et interessant sted i karrieren. Kontrakten med pladeselskabet er slut, og både forsanger Thom Yorke og leadguitarist Johnny Greenwood er på vej ud i soloprojekter ved siden af ”dagjobbet”. Klarer de den? Eller går der Bono og ringvejssupermarked i den?
Udover små notater om nye sange og halvfrelste svadaer om miljøproblemer på bandets weblog har rygtebørsen holdt lukket. Og så pludselig, ud af ingenting – verdenspremiere på sangene, der skal blive bandets syvende album, foran 3000 heldige billetindehavere i KB Hallen. Den slags bør man ikke gå glip af.

På slaget ni sænkes lyset, og ti kantede storskærme dukker op foran det brølende hav, mens noget, som lyder meget som P1-programmet Harddisken (”Skal Microsoft til at lave TV?”) , livesamples i små stykker. Forsanger Thom Yorke og co. træder afslappet på scenen og sætter igang med "Everything in its Right Place". Sådan.
Johnny Greenwood er fra starten i sit es, og fyrer beskidte guitarhug af under Planet Telex. Første nye nummer, Bangers n Mash, byder på Yorke på ekstra trommer (det er nyt!) - en mulig sommersingle af den mere tilgængelige slags. Ed O´Brien, bandets venlige lumberjack, brillerer i en småkikset Copacobana T-shirt med guitaren i næste, mere rytmisk orienterede nyhed, "Open Pick". ”Good to see you” hilser Yorke, og sætter crowdpleaseren "Karma Police" i søen. "Black Star", (endnu et "Bends"-nummer) følger, fulgt af en smuk genfortolkning af den længe hengemte "Big Ideas" – nu præsenteret som ”Nude”. Efter lidt indledende problemer er Yorkes stemme nu helt oppe at ringe, med den karakteristiske, let desperate skingerhed og afgrundsmukke nærhed. Koncerten bevæger sig hen mod første højdepunkt, nyheden "15 Step". Mens de første små dråber kondens falder fra hallens loft, tager publikum imod med vild appetit, og Thom danser sin karakteristiske tossedans til tunge, elektroniske beats, der minder om "Idiotheque". Det er næsten ikke til at tro, så godt det kører, og det bliver kun bedre med "A Wolf at the Door", som er både kantet og aggressiv, igen med vokalen helt i skabet. Måske er det nervøsiteten, der fordufter, for nu bryder smilene frem, og Phil Selway ligefrem lyser bag trommesættet. Efter mere "Bends" (hvad er der med den plade?) følger endnu en nyhed, "4 Minute Warning", med bandet samlet omkring Yorkes klaver. Lidt stadion-singalong-agtigt, og usikkert leveret, men Thom samler op og konkluderer til sidst: ”Sketchy”. Aha. "Pyramid Song" følger, mens en knivspids rastløshed indfinder sig inden "House of Cards", igen et helt nyt nummer. Nu er der til gengæld ingen slinger, og Johnny Greenwoods guitarfigurer hugges fast til en insisterende trommerytme – her er ingen tamme gentagelser af fortidens opskrifter.
Temperaturen får endnu et hak opad med "Idiotheque", der sender fødderne på overarbejde og Thom rundt i cirkler på scenen med armene ud til publikum. Den mand er aldrig set i så godt humør! Næste højdepunkt er et instrumentalt, gement surfguitar-nummer der indtil videre går under navnet "Spooks"; kort, præcist og perfekt leveret. Ekstra trommer kommer på scenen, og "There There" går i gang. Koncerten er inde i en magisk, boblende fase, og publikum går fuldstændig banjo, da bandet forlader scenen efter hovedsættet.

Første encore byder på endnu en nyhed, "Bodysnatchers", et meget rocket nummer med godt flow. Under Bush-hader sangen "You and Whose Army" kommer skærmene til sin ret: Yorke leger med et kamera på pianoet, og går i et anfald af selvironi helt tæt på med sit ene øje, der via de de ti skærme skuler ud i bedste George Orwell-stil. Fantastisk.
Et tilbageblik til storhedstiden følger med "Let Down" og "Paranoid Android", igen leveret af et band, der virker i bedre form end selv de mest optimistiske kunne håbe. Ordene ”I'm on a roll, I'm on a roll / This time, I feel my luck could change” indleder sigende aftenens sidste nummer, "Lucky" - en smuk afslutning på et imponerende comeback på Københavnsk grund.

Smådårlig lyd, der nok snarere skyldes KB Hallen end Radiohead, og enkelte, uundgåelige småkiksere forhindrer den absolutte topkaraktér for en helstøbt, varieret koncert med masser af lovende nyt.

En ting er slået fast: Radiohead er tilbage.

Læs anmeldelsen af søndagens koncert

Læs Henrik Moltkes weblog