Radiohead
KB Hallen, København (2)

To aftener i træk i selskab med Radiohead i ukuelig topform ... det må siges at være en god weekend. Også søndag leverede Oxford-kvintetten ikke bare varen, men gav publikum en overskudspræget og uforglemmelig aften under KB Hallens varme skyer.
 
Koncerter er meget forskellige, alt efter hvor man placerer sig. Denne aften stod jeg få meter fra leadguitarist Johnny Greenwood, mellem en dybt dunkende højtaler og et brølende publikum bagved. Fra den tætpakkede front lægger man mærke til andre ting end f.eks. tilbage ved lydpulten, hvor lyden almindeligvis er bedst: små nik mellem bandmedlemmerne, små gags med publikum, og ikke mindst hvor ekstremt dygtige live-musikere Radiohead er.
Lydingeniørerne må nu alligevel have gjort deres job, for salen lød tydeligt bedre, selv helt oppe foran. Stemningen var til gengæld gået et hak ned, fra ”hysterisk” til ”ekstremt begejstret”, og i det hele tager var koncerten mindre præget af spænding fra begge sider.
 
Koncerten satte energisk fra med ”Everything in its Right Place”, fuldt af ”National Anthem” og nyheden ”15 Step”, der med en varm, sydlandsk grundrytme ikke minder meget om det gamle, nogle ville sige angstfyldte Radiohead, men til gengæld er et øjeblikkeligt hit blandt publikum. ”Exit Music” var ikke helt vellykket, ikke mindst på grund af utallige tilråb fra et ellers godt publikum - hvorfor nogen betaler 500 kroner og derefter føler trang til at skrige ”FISSE!!” netop hér er svært at forstå, med mindre de har fået billetten gennem en ven på EMI (pladeselskabet). Men det var heldigvis hurtigt glemt, da et af Radiohead bedste, nyere numre, 2+2=5 fyrede op under salen og markerede koncertens første højdepunkt. Det næste kom med ”How to Disappear Completely”, der som en råkold morgen sendte gys gennem rækkerne, ikke mindst på grund af Thom Yorkes helt fantastiske vokal. ”I might be Wrong” var en chance for at se Greenwoods nærmest dyriske sammensmeltning med guitaren, og ikke mindst evnen til at improvisere og tilføje skæve, opskruede og uortodokse lyde, som alligevel fungerer perfekt. ”Oooh ... Piggy” præsenterede Yorke drillende aftenens eneste helt nye sang , ”Arpeggi”, hvorpå Greenwood (som har skrevet sangen) nærmede sig Yorke, som spurgte om han viille have et kys.  
 
Sangen, der bedst indfanger aftenen var første encore, "House of Cards", der selvom ukendt etablerede en varm og tillidsfuld stemning som passede perfekt til efterfølgeren "Let Down", en sjælden livesang fra OK Computer-tiden.  
 
En trofast Radiohead-fan gjorde mig efter koncerten opmærksom på, at det var første gang siden 1996, at bandet ikke spillede "Paranoid Android". Om Radioheads popularitet kan overleve den nye og ukrukkede, livsglade stil skal blive spændende. For en gammel Radiohead-rotte er det i hvert fald overraskende – og glædeligt - at se de rejsende i Weltschmertz overraske på netop denne måde. 

Læs anmeldelsen af lørdagens koncert

Læs Henrik Moltkes weblog