Anmeldelse / Live / Mandag d. 15-05-2006 kl. 04:22

Josh Rouse
med Howie Beck, VoxHall, Århus,
lørdag d. 13. maj 2006

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann
Foto: Jan Chrillesen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Flere sange led under solobesætningens begrænsninger

+ Se hele galleriet

Billede: Jan Chrillesen

Med sin rendyrkede roots-rock, sin smygende bossanova og sin svaghed for soul, med sine kække akkordskift og -anslag, sit momentane mundharmonikaspil og sin skrøbeligt indtagende vokal indtager amerikaneren Josh Rouse, der nu om dage er bosiddende i Spanien, ene mand scenen denne lørdag aften.

Siden debuten i 1998 har singer/songwriteren løbende udviklet sig i sin higen efter det allermest rammende udtryk, men mest markant har finpudsningen af egen stil velsagtens været på Josh Rouses seneste album, det let luftige, perlende poppede, sydlandsk-inspirerede "Subtítulo", der helt naturligt, men også i for høj grad dominerer aftenens koncert.

Selvfølgelig luftes den nye plades oplagte højdepunkter, der uomtvisteligt tæller "Quiet Town", "Givin’ It Up" og "It Looks Like Love", men den noget nær minutiøst grundige gennemgang af det nye materiale ærgrer en smule, da konsekvensen uvægerligt bliver, at stribevis af de foregående års vidunderlige skæringer lades uberørt i stikken. Nuvel, særligt de sidste par plader (hovedværket "Nashville" og "1972") er nogenlunde repræsenteret ved eksempelvis "Sad Eyes" og "Love Vibration", men meget længere tilbage i historien tager Josh Rouse ikke publikum, der således må sukke forgæves efter de første par skivers ellers så fine sager.

Manden er mødt alene frem; uden backingband og blot med sin guitar og mundharmonika, der hele koncerten igennem beherskes upåklageligt. Vokalen derimod tager sig sommetider mærkbart anstrengt ud ved særligt de høje toner, og den ellers så sympatiske mand virker irriteret her til aften, hvilket givetvis hænger sammen med den alt for iørefaldende knitren, der melder sig kort inde i koncertens allerførste nummer. Seancen bliver på forstemmende vis afbrudt øjeblikkeligt, næsten inden vi har lagt fra land; frustrerende ikke mindst for Josh Rouse selv.

Miseren bliver rettet op, og tingene går sin gang uden nogen nævneværdig grad af interaktion mellem aftenens stjerne og det talstærkt fremmødte publikum. Der er ellers lagt op til en hyggelig omgang musisk melankoli tilsat anekdoter imellem numrene, men Josh Rouse er åbenlyst fast besluttet på at få gennemført koncerten på mest effektive og kontante vis. Der er ikke megen "storyteller" over ham i aften, men med et smil på læben og et glimt i øjet kunne det såmænd have været et ganske befriende træk i sig selv.

Det er selvfølgelig stadig okay, nu det er musikken, vi er kommet efter, men heller ikke på denne front er der tale om entydig lykke; man tager nemlig hurtigt sig selv i at savne det fraværende backingband, der utvivlsomt kunne have tilført en dynamisk kolorit og ikke mindst have sikret de enkelte sange en højere grad af helhed, som synes at udeblive ved flere lejligheder. For mange numres vedkommende er de blevet skåret ind til benet, og det er langt fra hver gang, at skelettet matcher studieproduktionernes righoldige univers eller i det mindste er god for et skævt og charmerende alternativ til de detaljerige overflødighedshorn, man indimellem finder på pladerne.

Man må spørge sig selv om, hvorvidt Josh Rouses elskelige sangskat kan bære en nedbarbering som dén, vi er vidne til i aften, eller ej, og hér kommer man i tvivl; i flere tilfælde er der pludselig forsvindende lidt at komme efter, mens – ret skal være ret – manden med guitaren andre gange fremelsker noget oprigtigt, smukt og indfølt, man næppe kunne ønske sig bedre. Man ikke ligefrem keder sig, når disse berusende stadier ikke nås, men en smule uforløsende ér det nu alligevel, når vi ved, hvor glimrende, det kan gøres.

I forlængelse af ovennævnte hører det med, at Howie Beck, der stod for opvarmningen, midtvejs inde i koncerten tilsluttede sig Josh Rouse på scenen, hvor han i et par numre gav en tiltrængt hjælpende hånd med. Det udmøntede sig i et mere fyldestgørende udtryk, hvor såvel guitarspillet som vokalarbejdet nåede nye dimensioner i form af et par ekstra facetter, som konkret bestod af Howie Becks nuancerede guitarspil og udmærkede andenstemme.
(***)

Howie Beck
Netop canadiske Howie Beck forestod som nævnt opvarmningen for Josh Rouse, og han var et forbavsende opløftende live-bekendtskab. På slaget ni var han på pletten med sin forsigtige sangstemme, sine dovent dvaske akkorder og sit umådeligt hyggelige gemyt.

Han spillede en halv times tid og slap rigtig heldigt fra præstationen, der primært var bygget op omkring numre fra mandens seneste, selvbetitlede album, men som også rummede et par spritnye tekster skrevet på den igangværende turné.

Udtrykket er mestendels af den indesluttede, lidenskabelige og vemodige slags, hvor mandens afdæmpede stemme og blide guitarspil tilsammen danner noget smerte- og dog håbefuldt, som lørdag aften syntes at gå lige i hjertet på publikum, der var usædvanligt betaget af manden, når nu man tager i betragtning, at han "blot" var opvarmning.

At Howie Beck ikke blot mestrer de mest tyste sindsstemninger, fik han bevist ved de gentagne gange, hvor han på sindrig vis opbyggede sine mere lystige numre ved hjælp af løbende samples. Spændende, spændende.
(****)

Josh Rouse og Howie Beck spiller 14. maj i Vega, København