Bloodhound Gang
Train, Århus

De befinder sig efterhånden i midten af trediverne, men medlemmerne i Bloodhound Gang sværger fortsat ufortrødent til prutter, bøvser og lav, lav humor, der oftest og uden den mindste tøven huserer klokkeklart under bæltestedet.

Accepterer man det faktum, er det nu egentlig moderat fornøjeligt at være til koncert med funk/metal-hovederne, der for 10 år siden triumferede kloden over med det stærkt iørefaldende monsterhit, "Fire Water Burn", der appellerede bredt og i øvrigt blev anvendt af Michael Moore i dennes indædte Bush-hetz, filmen "Fahrenheit 9/11".

Et eller andet sted er det altså bare lidt af en hurdle at godtage Bloodhound Gangs sceneshow, tekstunivers og hele musik. Gruppen har slet og ret ikke fulgt med tiden og fremstår som følge deraf en smule gumpetung og som taget ud af en fremmed kontekst. Nuvel, spillestedet er udsolgt, folk står som sild i tønder, og begejstringen vil ingen ende tage, men musikken er i al sin "distortede" enkelhed uddateret, ligesom sceneshowet virker påtaget ungt, pågående og provokerende, når bassisten hiver kønsdelene frem og pisser på forsanger Jimmy Pop, eller når der bundes Jägermeister-flasker med bøvs og navnligt bræk som det nydelige resultat.

Oplevelsen minder til forveksling om dén, man blev forundt for en håndfuld år siden, da Bloodhound Gang aflagde Skanderborg Festival visit, hvilket bedrøveligt nok blot cementerer det ærgerlige, men også trist forudsigelige faktum, at bandet står i en stampe, det næppe nogensinde kommer ud af.

Underholdningsværdien er selvfølgelig i top og til stor fryd for de fremmødte publikummer, der i symbiose med bandet skaber en usædvanlig våd onsdag aften. Bloodhound Gangs gedigent imponerende liste over sange, der kynisk set burde være forblevet "one hit wonders" bliver rendt tilfredsstillende igennem; således spilles gennembrudshittet (som selvfølgelig afrunder aftenen), "Discovery Channel"-nummeret "Bad Touch" samt seneste skud på stammen, "Foxtrot Uniform Charlie Kilo", der er et af de få højdepunkter på det aktuelle album, "Hefty Fine".

Resten af sætlisten tager sig broget og mudret ud på den knap så charmerende måde, hvor Bloodhound Gang i sin iver efter at "entertaine" fortaber sig i fjollede tåger, hvor musikken paradoksalt nok står i skyggen af langtrukkent lir og spas imellem numrene. Det irriterer i længden, ja det gør, og det er en skam, at Bloodhound Gang ikke i højere grad formår at finde frem til en harmonisk balancegang. Ikke at de skal levere et decideret strømlinet show, da det totalt ville underminere gruppens gakkede præmisser, men en smule kontinuitet og særligt musikalsk alsidighed ville gøre godt. Ja, det ville.