Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Torsdag d. 08-06-2006 kl. 12:28

Metallica
med Avenged Sevenfold, Waldbühne, Berlin,
tirsdag d. 6. juni 2006

Anmeldt af Mathias Nielsen
Foto: Jacob Dinesen
GAFFA
6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner
6 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

På en regnfuld junidag i Berlin understregede Metallica atter engang, at de er og bliver et af verdens bedste livebands.

For en kort stund har Metallica valgt at tage en pause fra studiet, hvor de er ved at gøre klar til indspilningen af deres 9. studiealbum, hvis udgivelse er planlagt til næste år. Sidst Lars Ulrich & Co. fik denne idé, var helt tilbage i 1995, hvor de spillede en række shows på udvalgte festivaler i Europa plus nogle ”one-offs” mellem disse datoer. Det er samme koncept denne gang, og derfor kan det måske undre nogle, at vejen ikke lægges forbi vores festival i Roskilde.
Ud af de 10 shows, bandet giver her i juni, så var Berlin det nærmeste sted, en dansk lytter havde mulighed for at fange ”verdens største metalband” live; og så endda på den diabolske dato 060606.
Om det var den mørke fyrste, der havde sørget for tungt regnvejr hele dagen igennem, er ikke til at sige, men amfiteatrets grusede centrum blev i hvert fald hurtigt transformeret til en mudderpøl a la Roskilde Festival 2004.

Klam opvarmning
Og den ulækre fornemmelse, det giver at stå i en gennemblødt jakke i regnvejr, blev venligt sagt ikke mildnet, da de amerikanske metalopkomlinge fra Avenged Sevenfold åbnede ballet allerede klokken 18.00. Med regnen silende ned om ørene blev de stakkels tilskuere forsøgt oplivet med noget, man roligt kan karakterisere som ”helt gennemført elendig” lyd.
De, der kender Avenged Sevenfold, vil vide, at deres melodiske, næsten poppede omkvæd bærer mange af sangene. Denne aften druknede alt i regn, stortrommer og bas. Forsanger M. Shadows prøvede at få publikum med på løjerne; dog kun med en anelse succes, da det var svært at høre noget som helst af, hvad der foregik. Kun coveret af Panteras ”Walk” gik rent igennem, og startede en regulær fællessang i arenaen. (2 stjerner)

Suveræn genkomst
Så var hovednavnets bidrag anderledes potent. Man kunne frygte, at der – ligesom sidst – var gået for meget familieterapi i den i studiet igen, og at koncerten ville være præget af spillefejl fra et rustent band, der nærmest ikke har spillet en koncert i tre måneder. Den overbevisning blev dog på rekordtid manet i Jorden af et Metallica, der udviste en unik spilleglæde og iver over at bevise for publikum, hvem der er mestrene, mens de tordnede ud i kultklassikeren ”Motorbreath” fra det 23 år gamle debutalbum, ”Kill ’em All”.

Metallicas lydmand må være sendt fra en anden verden. I hvert fald er det utroligt, at det kan lykkes at få den ultratunge metal til et fremstå knivskarp, ligegyldigt hvor bandet spiller (fraset Parken, måske). Anført af den nærmest hippieglade – og nu også ædruelige – James Hetfield tævede et tight, velspillende band sig igennem ”Fuel” og ”Wherever I May Roam”, inden samme frontmand forklarede det ekstatiske publikum at: ”nu vil vi spille en ny sang for jer!”; hermed verdenspremiere på et nyt Metallica-nummer…

Det kan roligt afsløres, at der bestemt ikke skrues ned for tempoet i forhold til ”St. Anger”-albummet, og til de lyttere, der har savnet guitarsoloer, kan det afsløres, at de er tilbage – i stor stil! Man kan – med rette – trække tråde til den klassiske metal fra 80'erne, som Metallica selv, Slayer og Co. engang var garanter for.

Ned på jorden og op igen
Lige da man efter dette nye nummer som lytter var kommet ned på jorden igen igennem balladen ”The Unforgiven”, lød den spanske guitarintro til ”Battery” ud af højttalerne. Den opmærksomme læser vil vide, at Metallica på denne mini-turné spiller det hele af deres klassiske (og bedste) album, "Master of Puppets", i anledning af dets 20 års ”fødselsdag”. Så nu var det bare om at spænde sig fast og forberede sig på at høre et velspillende og veloplagt band fortolke det måske største metalalbum nogensinde, live…

Det var en sjælden oplevelse, som man formentlig aldrig igen får mulighed for at blive vidne til, bortset fra hvis man har løst billet til en af de 10 koncerter på denne igangværende turné. Fornemmelsen af at høre et 20 år gammelt klassisk album fremført af et så tændt og velspillende band, kan simpelthen bare ikke beskrives med ord.

Fyrværkeri-show
Efter en times heavy metal-øreorgasme var det dog langtfra slut. Den første håndfuld ekstranumre åbnedes med tonstunge ”Sad But True”, som fik det colosseum-lignende amfiteater til at ryste helt ned i dets grundvold, og det på et tidspunkt, hvor alle tilskuere forlængst havde glemt alt om regnvejr og elendig lyd.

Intet Metallica-show uden ”Nothing Else Matters” og ”Enter Sandman”, som begge blev spillet efter hinanden kun afbrudt af ”One”, som – vanen tro – blev introduceret med et hav af eksplosioner og et fyrværkerishow, som selv de, der sad højst oppe og længst væk fra scenen i amfiteatret, kunne nyde til fulde. Noget, de sikkert havde savnet, for der var ikke andet at kigge på end nogle skrabede småfilm, der blev spillet på en elendig storskærm, som udgjorde bagtæppet på scenen; Metallica er, når alt kommer til alt, ikke Rolling Stones hvad angår ”show”.

Højt humør
Hen imod slutningen af koncerten, viste James Hetfield – til stor fornøjelse for resten af bandet – små tegn på senilitet, da han glemte at skrue op for sin guitar, inden han skulle slå det afsluttende riff i ”Enter Sandman” an, men stemningen blev holdt i vejret, da han inviterede hele Avenged Sevenfold på scenen for at synge kor til Ramones-klassikeren ”Commando”. De unge herrer var tydeligt intimiderede over situationen, men hvad kan man ellers være efter godt to timer i musikalsk selskab med ens – på alle områder – overlegne idoler?

Lars Ulrich holdt sin obligatoriske ”afslutningstale” efter en dræbende showlukker i form af ”Seek & Destroy”, hvor han samtidig lovede, at Metallica vil være tilbage på tour i Europa næste år med et nyt album i bagagen. Hvis bandet er lige så velspillende til den tid, kan det kun anbefales at kaste sig foran billetlugen i god tid, så man sikrer sig at kunne overvære en Metallica-koncert, inden det er for sent. Til gengæld spilles hele ”Master of Puppets”-albummet med garanti ikke næste år…

Følg Metallica tryk på hjertet

Mastodon til Danmark
20-08-2014 (nyhed)
Metallica: Fængslet, Horsens
04-06-2014 (anmeldelse)
Metallica: Through The Never
11-10-2013 (anmeldelse)
Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.

Annonce

GAFFA Shop

Metallica: Metallica (Bog)
Kr. 299,00
Køb på GAFFA Shop
Metallica: And Justice For All
TILBUD: 179,00 kr. 99,00
Køb på GAFFA Shop
Metallica: And Justice For All
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Metallica: And Justice For All (2xVinyl)
Kr. 249,00
Køb på GAFFA Shop
Metallica: And Justice For All Box (4xVinyl)
Kr. 599,00
Køb på GAFFA Shop
Annonce
Annonce