Anmeldelse / Live / Lørdag d. 10-06-2006 kl. 18:12

Marie Frank
Friheden, Århus,
fredag d. 9. juni 2006

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Med et særdeles velspillende backingband præsterede sødmefulde og eftertænksomme Marie Frank en lille perle af en koncert

Med en liflig blanding af materiale hentet fra Marie Franks seneste album, det americana-inspirerede ”Where The Wind Turns The Skin To Leather”, og blandt den efterhånden betragtelige buket betagende hits, fornøjer Marie Frank sammen med sit veloplagte backingband denne fredag aften, hvor en anselig, spøjst sammensat publikumsskare har indfundet sig foran scenen i Tivoli Friheden.

Singlen ”I Like It When You Sleep” sætter effektivt showet i omdrejninger med sin rigt facetterede opbygning, der tilgodeser såvel sirligt som heftigt ”distorted” guitarspil (som altid mesterligt udført af Giant Sand-medlemmet Anders Pedersen), lækre keyboardflader og så naturligvis Marie Franks stemme, der fra start emmer af den velkendte pondus, vi efterhånden kender til hudløshed, men som stadig fryder i dens sammensurium af skingre indstik og kraftfulde øjeblikke.

Tråden bliver taget op af flere nye sager som den aktuelle plades sælsomme titelnummer og den noget dystre ”It Can’t Get Any Worse”, og det står snart klart, at bandet, der foruden de nævnte to tæller Kent Olsen på trommer, Nicolai Land på bas og den kor-assisterende Martin Sommer på keyboard, swinger rigtig godt takket være en gedigen samhørighed, som udmønter sig i et samlet, homogent udtryk, der ikke sådan lige kan sættes fingre på.

Kordelen er langt fra uvæsentlig og bidrager i reglen til at løfte stemningen fra det sødmefulde til det mere eftertænksomme, lige som man bøjer sig i støvet over det fint afstemte miks mellem legesyge, eksperimenterende indslag (som eksempelvis den ”spacy” intro til nyklassikeren ”Under The Water”) og mere musisk strømlinede passager, hvor skarpheden kommer til udtryk via den fermt tæmmede bas og de upåklageligt kontrollerede trommer.

Marie Franks musikalske flirter med garvede amerikanere som Neill C. Furio og Howe Gelb aner man sommetider, og det er interessant at følge kvindens sangskriver-gen, der bestemt har udviklet og nuanceret sig over årene. Publikum velsignes eksempelvis med et par smagsprøver fra den stærkt Furio-inspirerede (og -skrevne) "Swimmingly-ep", der så dagens lys for et par år siden, og hvorfra singlen ”Whoops Wrong Daisy” bliver luftet denne aften.

Marie Frank og hele den nuværende bandkonstellation er et rart og udtalt sympatisk bekendtskab, men en smule mere kant og farlighed ville givetvis forstærke effekten af de ellers velvalgte virkemidler. Live kommer sangskriverens bedrifter i reglen mere til sin ret, end det er tilfældet på plade, men man tager alligevel sig selv i at efterlyse endnu større engagement og vildskab, end der præsteres denne aften.

Repertoiret er slidstærkt og er med tiden blevet herligt mangfoldigt, så koncertens anden halvdel tager sig mindst lige så raffineret ud som den første. Nuvel, ”Hit Me Where It Hurts” tangerer middelmådig metervarepop, men den delvist Jesse Harris-komponerede ”Right Beside You” er lige så indtagende som altid og serveres denne gang i en fornem indpakning. De selverklærede ”gamle travere”, ”Symptom Of My Time” og ”Save A Little Love”, bliver ligeledes udbasuneret på herligt strengevridende og dedikeret vis hele vejen rundt.

Den relativt overbevisende omgang fællessang cementerer Marie Franks centrale plads i de århusianske koncertgængeres hjerter og er ganske givet hovedårsagen til, at bandet trodser Frihedens stramme tidsplan ved at genindtage scenen, hvor det derved sprænger rammer og afrunder en skøn sommeraften med ekstranummeret ”Worth It”.