Støjrockveteranerne gentager sig selv på højt niveau

Det er ved at være en fast tradition, at Sonic Youth om sommeren i lige år
udgiver et nyt album. Sådan har det været siden 1998, og også indholdsmæssigt følger Rather Ripped – Sonic Youths 15. fuldlængde-studiealbum siden starten i 1981 – de velkendte rammer: Guitar-støjrock med masser af feedback, effekter, forvrængning og alternative stemninger og i front skiftevis Thurston Moores og Lee Ranaldos dybe, prægnante rockrøster og Kim Gordons hæs-sensuelle femme fatale-vokal. Sangene er dog gennemgående lidt kortere og en anelse mere umiddelbare end længe, og åbneren Reena lyder ligefrem som et potentielt indie-hit. Omvendt er de henholdsvis seks og syv minutter
lange Turquoise Boy og Pink Stream med lange, repetitive
henholdsvis øresønderrivende støjende og krystallinsk drømmende guitarpassager klassisk Sonic Youth, når de går planken helt ud. Rather Ripped opsummerer med andre ord alle gruppens kardinaldyder og vil helt sikkert tilfredsstille gamle fans, men genopfinder ikke ligefrem den dybe støjrock-tallerken.