Anmeldelse / Live / Lørdag d. 17-06-2006 kl. 00:40

PowerSolo
Tivoli Friheden, Århus,
fredag d. 16. juni 2006

Anmeldt af Erik Barkman Petersen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

De gale kronjyder sejrede over omstændighederne i Tivoli Frihedens skrabede rammer

PowerSolo spiller deres sidste ekstranummer, tager imod publikums entusiastiske bifald og går straks i gang med at pakke sammen. Så står man ellers dér, blandt en broget forsamling af fjantede teenagepiger, småplørede familiefædre og forelskede unge par. Fornemmelsen i mellemgulvet er blandet og smagen i munden lidt ubestemmelig. For mens koncerten har været under par for de normalt forrygende PowerSolo, har den samtidig sat en tyk streg under trioens klasse som showmænd.

Betingelserne er fra starten mere end vanskelige for kronjydernes eklektiske country/blues/punk/surf/pop/rock. Pladsen foran Tivoli Frihedens scene er tyndt befolket af et sammenbragt publikum, der fokuserer mindst lige så meget på hinanden som på PowerSolo. Scenen er alt for stor til en trio og domineres af et enormt glansbilled-portræt af en ung pige på en karruselhest. At se PowerSolo-frontmand Kim ”Kix” Jeppesen levere ”Truckin’” på dén baggrund – ”I like a-truckin’ / and a-fuckin’” – skaber helt forkerte associationer.

Lyden gør ondt værre: Den er for lav og fra koncertens start ubehjælpeligt mudret. "Kix" kan ikke lade være med at brokke sig over udstyret, om end han gør det med vanlig omgængelighed:
”De her monitorer er ikke skidegode. Men de er der selvfølgelig også kun, så Pjerrot kan høre sig selv,” kommenterer frontmanden knastørt.
Ingen tvivl om, at den rutinerede sanger, sangskriver og guitarist har fat i noget. Hverken omgivelserne eller teknikken – lyset er heller ikke noget at prale af – virker velegnede til en rockkoncert.

Heldigvis er det på lige præcis dette punkt i koncerten, at PowerSolos klasse som showmænd gør udslaget. For brødrene Kim og Bo Jeppesen og trommeslager Jens ”Chief Benz” er ikke dem, der sætter sig i et hjørne og surmuler, når betingelserne er mindre end optimale. Koncerten skal lykkes og publikum fanges – om de så vil det eller ej. Vel drukner sættets stille numre i snak, og vel går de mere sofistikerede finter fra trioens nye ”Egg” tabt i familiehygge, candyfloss og triobesætning. Lad falde, hvad ej kan stå: Vejen frem hedder enkel rock’n’roll og folkeligt showmanship, og PowerSolo tager altid vejen frem.

”Nu spiller vi noget lidt langsommere,” driller Kim ”Kix” Jeppesen, da bandet afslutter balladen ”Oak Tree Girl”. Frontmanden vejrer, at publikum ikke er til de finere nuancer, og fra nu af angriber trioen den ukoncentrerede skare foran scenen med mere håndfaste midler. Jakkesæt-klædte Jeppesen spiller på alle sine lettilgængelige tangenter: Fjollede gangarter, scat-sang, dyre- og pruttelyde, grimasser, kvikke bemærkninger. Og bandet bakker ham op med et insisterende rock-drive, der bærer Powersolo koncerten ud.

Han er en spændende frontfigur, Kim ”Kix”, en in-your-face hofnar, lige dele klovn og provokatør. Jo mere, han skejer ud, jo mere er publikum på, og da han midt i ”Mean Old Cat” først griber sig i skridtet med en mikrofon i kæften og siden giver den som gospel-prædikant – ”sæt jer ned, sæt jer ned, dem, der ikke sætter sig ned, vil se blod”, messer han på engelsk – da sætter folk sig rent faktisk ned. Sejren er Powersolos: Publikum er langt om længe på.

Efter en alenlang og helt igennem forrygende ”Mean Old Cat” går trioen af scenen. De bliver kaldt tilbage med taktfaste bifald. Og selvom de nok spiller deres stærkeste kort, hitsinglen ”Juanito”, lidt for tidligt, så slutter de af med manér. Specifikt med ”Asshole”, som Kim Jeppesen med vanlig fandenivoldskhed dedikerer til aftenens fremmødte.

Det ligner en drilsk fuckfinger til et småsløvt publikum, men er måske mere end det. Sangen handler om at give andre skylden, når skylden i virkeligheden er ens egen, og koblingen giver mening: Trods alle uheldige omstændigheder er det til hver en tid Powersolos ansvar at gøre deres koncerter til en mindeværdig oplevelse for publikum. Dét ansvar tog de på deres brede skuldre i aften, og det vidner om kreativt overskud og stor, stor professionalisme.