Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 20-06-2006 kl. 10:40

Alice in Chains
med Stone Sour, Store Vega, København,
mandag d. 19. juni 2006

Anmeldt af Mathias Nielsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,50 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det gendannede band tog et veloplagt københavnsk mandagspublikum med storm.

Alice in Chains’ oprindelige forsanger, Layne Staley, døde på tragisk vis af en overdosis for godt fire år siden, og bandet blev uofficielt opløst. Nu har de tre resterende medlemmer så valgt at tage på turné og spille de gamle Alice-sange for at ”ære hans minde”. Nogle af dem, der har fulgt Alice in Chains helt tilbage fra starten af halvfemserne, vil nok mene, at det er blasfemi og ikke lader sig gøre, men det havde vi så i Danmark mulighed for selv at bedømme på denne sommermandag.

I stedet for Layne Staley er den mørke forsanger William Duvall hentet ind til at synge sangene, men under bandets miniturné i USA hjalp en masse prominente folk såsom Billy Corgan (Smashing Pumpkins), Mark Lanegan (eks-Screaming Trees) og Phil Anselmo (eks-Pantera) til med vokalerne. Senest hoppede James Hetfield (Metallica) sågar med på scenen under en tysk festivalkoncert.

Metallisk Slipknot-light
Som om Alice in Chains i sig selv ikke var nok, var Stone Sour hevet med som opvarmning. Et slags sideprojektsband, der bl.a. består af to af Slipknots medlemmer, nemlig Corey Taylor og James Root. Vanen tro var førnævnte bands hardcorefans troppet op for at støtte idolerne, og Stone Sour fik en velkomst, som var de et hovednavn. Corey Taylor var i hopla, og påstod kort inde i sættet, at ”vi sgu hellere må optage den her koncert, for det her er for vildt!” Stone Sour spillede et tre kvarter langt sæt, hvoraf størstedelen af sangene kom fra deres debutalbum, mens vi dog også fik en god håndfuld sange fra det andet album, ”Come What(ever) May”, som står til udgivelse herhjemme d. 31. juli. Umiddelbart lød det nye materiale til at overgå det gamle med flere længder, og da Stone Sour lukkede sættet med den sang, man vel godt kan kalde et mindre ”singlehit”, ”Get Inside”, hoppede hele salen med. (4 stjerner)

Ingen dikkedarer
Nu var det altså bare Alice in Chains, der rent faktisk var hovednavnet, og det fik de da også hurtigt sat en streg under, da de entrede scenen kl. 22:30. Tilbage er Jerry Cantrell (guitar/vokal), Sean Kinney (trommer) og Mike Inez (bas), og der var ikke de store dikkedarer, da koncerten blev sparket i gang med ”Sludge Factory”; ingen intromusik, intet lysshow, bare musik for musikkens skyld.

Ikke overraskende bestod hoveddelen af sættet af sange fra det, de fleste anser for hovedværket, ”Dirt”, fra 1992. William Duvall løftede Staleys arv ganske fint og lagde sig temmelig tæt op ad originalerne. Jerry Cantrell er ikke verdens største humørbombe, hvilket gjorde, at han virkede lidt tilbageholdende koncerten igennem, mens Mike Inez til gengæld løb rundt på scenen og smilede som en anden hippie med sit lange krøllede hår.

Selv Jerry kunne dog ikke undgå at trække lidt på smilebåndet over den modtagelse, han og bandet fik af Store Vegas længe udsolgte og propfyldte sal. Stemningen var simpelthen ekstatisk, og den stemning kunne selv de værste kynikere – der inden koncerten havde råbt ”blasfemi!” – ikke ødelægge.

Gæstebesøg 1 & 2
Som det har været vanen tro på USA-turnéen, fik Alice in Chains også lidt gæstevokalhjælp denne aften. Corey Taylor fra Stone Sour blev inviteret på scenen for at hjælpe med at synge ”Again”, og han havde medbragt sin guitarist, Josh Rand. Storsmilende klarede han sig igennem sangen i duet med William Duvall.

Herefter gik det over stok og sten fra det ene højdepunkt til det andet. Halvakustiske versioner af ”No Excuses” og ”Down in a Hole” efterfulgt af pulveriserende udgaver af ”We Die Young” og ”Them Bones”, som fik gulvet i Store Vega til at gynge og true med sammenbrud.

Og så var det pludselig, at trommeslager Sean Kinney gik frem på scenen, for han havde en meddelelse: ”Vi har en af vores gamle venner med, en lokal gut, som spiller i et lillebitte band, som ingen af jer formentlig har hørt om før…” Ud på scenen trådte så Lars Ulrich iført bøllehat. Han har åbenbart valgt at holde lidt ferie i hjemlandet, efter at Metallica netop har afsluttet deres miniturné gennem Europa, og er der nogen bedre måde at holde mandag aften på end ved at spille gæstetrommer for Alice in Chains?

Manden i æsken
Publikum måtte gnide øjnene en ekstra gang, mens Lars stod på scenen og holdt en kortere tale på dansk, hvor han bl.a. forsikrede os om, at Alice in Chains er vilde med os, mens han afsluttende sagde: ”Vi ses næste år med en ny turné og et nyt album”. Her var det dog nok Metallica, han hentydede til.

Lars hoppede om bag trommesættet og bankede igennem til ”Man in the Box” – og ja, han var i dén grad hoppet ud på scenen som manden fra æsken. Jerry Cantrell smilede op til begge ører over at få lov til at spille med sin gamle ven Lars, som også tilføjede sangen sit eget lille aftryk ved at spille den på en lidt anden måde end sædvanligt.

Efter hr. Ulrichs gæstevisit blev der skruet voldsomt ned for tempoet under ekstranumrene, som bestod af de to afdæmpede numre ”Nutshell” og ”Rooster”, og publikum var stadig ikke kommet ud af den surrealistiske stemning; de var lige ved at falde i staver, inden ”Would?” atter satte gang i sagerne, og lukkede en yderst tilfredsstillende og begivenhedsrig koncert.
Men topkarakter? Ah… Det får Alice in Chains dog ikke uden Layne…