
Gnarls Barkley
Store Vega, København
| GAFFAs anmeldelse: | 3 stjerner | |
| Læserne synes: |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Lydproblemer lagde en dæmper på Gnarls Barkleys koncert, der ellers viste en Cee-Lo i musikalsk topform.
Billeder: Martin Rosenauer
Ifølge toneangivende musikmagasiner både herhjemme og i udlandet hedder hiphoppens umiddelbare frelsere Gnarls Barkley. Bag navnet gemmer sig producergeniet Danger Mouse, der stod bag det bastardalbummet ’The Grey Album’ og soulcroneren Cee-Lo, der tidligere har slået sine folder i dirty south-rapgruppen Goodie Mob. Duoens debut St. Elsewhere er blevet kåret til ’årets bedste album’ af diverse musikblade og albummet ligger pt. på hitlister verden over. En del af forklaringen på duoens succes skal findes i den fantastiske førstesingle ’Crazy’ – et uimodståeligt soulhit, der har indtaget dansegulve fra New York til Nørre Nebel.
Forventningerne til Gnarls Barkley var derfor mildest talt enorme i det udsolgte Store Vega onsdag aften, hvor en skæv blanding af musikfeinschmeckere, kendisser og The Voice-publikum var mødt op for at se giraffen.
Det lovede godt, da Cee-Lo indtog scenen iklædt skinnende hvid kittel flankeret af et veludrustet band, der udover det klassiske setup med guitar, trommer, bas og keyboard desuden inkluderede korsangerinder, strygertrio og produceren Danger Mouse, der stolt tronede over det hele bag sin laptop. Fra første nummer Go-Go Gadget Gospel forførte Cee-Lo salens publikum med sin karakteristiske soulstemme og varme humor. Og på trods af at Danger Mouse er hjernen bag musikken, var der ingen tvivl om, hvem aftenens ubestridte stjerne var – ’ham den store soulneger’, som min sidemand formulerede det.
Energien blandt publikum var spændt, og folk rykkede igennem på numre som Go Daddy Gone og Smiley Faces, der for alvor satte ild i salen på Vega. Men desværre var der fra starten problemer med lyden, og derfor kom de syrede produktioner ikke helt til deres ret – f.eks. druknede strygerne fuldstændig undervejs.
Cee-Lo gjorde sit for at starte en fest og croonede, rappede, flirtede, skrålede og charmede sig gennem aftenen som en ustoppelig sprechstallmeister i det musikalske freakshow, som Gnarls Barkley er. Men Cee-Los indsats kunne ikke skjule de lydmæssige problemer og det faktum, at bandet kun har spillet sammen et par måneder og derfor ikke er i stand til den store improvisation eller musikalske eksperimenter.
Efter en lille times tid havde Gnarls Barkleys spillet næsten alle sange fra deres 37 (!) minutter lange album. Derefter var der dømt fælleskaraoke til ’Crazy’ med Cee-Lo i front som en erotisk buttet Messias, der forkyndte det forjættede budskab. Men trods de iørefaldende sange savnede selve koncerten det præg af craziness og legesyge, som ellers præger albummet. Mere galskab næste gang, tak!
-
Band Of Horses og FigurinesVoxHall, Århus (Live)
-
Ozzy OsbourneMessecenter Herning (Live)
-
Arcade FireTempodrom, Berlin (Live)
-
VengaboysRidehuset, Århus (Live)
-
The DeSoto Caucus feat. Howe Gelb, Agnes Obel og Mark LaneganVoxHall, Århus (Live)
-
Jimmy EdgarXXX (CD)
-
Katy PerryTeenage Dream (CD)
-
ImagoElectric Boogie Cannibal (Demo-cd)
-
TarasDemo (Demo-cd)
-
Lars H.U.G.Train, Århus (Live)





Giv dit bidrag til debatten! Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik. Du skal blot vælge brugernavn og password samt angive din e-mail-adresse. That's it!