Cat Power, The Barbican, London

Cat Power: The Barbican, London

Anmeldt af Jakob Rosenbak | GAFFA

Det har hidtil altid været lidt af en skuffelse, når jeg har oplevet Cat Power live. Hvor fantastiske hendes plader nu engang er, har sangene aldrig nået samme høje kvalitet, når den amerikanske singer/songwriter har forsøgt at bringe dem til live på scenen.

De sidste par gange, jeg har set Chan Marshall spille, har hendes optræden været præget af en blanding af generthed og fuldskab. Sidste gang var det helt ad H til. Marshall præsterede knap nok at afslutte nogen af sangene på sætlisten, hun klatrede på et tidspunkt rundt nede blandt publikum og småsnakkede med dem, og på trods af at hun havde det fantastiske ”You Are Free”-album med i bagagen, spillede hun blot et par enkelte sange derfra og koncentrerede sig i stedet om alverdens ligegyldige cover-versioner. Forklaringen på det frustrerende show skulle måske findes i det faktum, at der på scenen blev drukket whiskey, som var det vand.

At Marshall undervejs i denne onsdags London-show tørt konstaterer, at hun er ædru, høster måske derfor stor applaus fra den fyldte sal. På det nyeste Cat Power-album, ”The Greatest”, bakkes Marshall op af musikere fra The Memphis Blues Band, og selv samme 12 m/k store orkester står bag hende denne aften på The Barbicans scene. Det er en rigtig god ting. Det betyder nemlig, at Marshall kan koncentrere sig om at synge og får den støtte fra et hold professionelle musikere, hun har behov for. Så selvom hun ofte forlader pladsen bag mikrofonen, når hun ikke synger undervejs i sættet, og i stedet danser stille rundt uden for rampelyset, så tillader bandet hende aldrig at afbryde sangene.

Fra Marshall indfinder sig på scenen, spiller de således ni numre fra ”The Greatest” – en god portion endda i den rækkefølge, men også kan finde dem på på pladen. Specielt albummets titelnummer, ”Living Proof”, ”The Moon” og den nedbarberede ”Where Is My Love?” imponerer, men de bliver alle fejlfrit fremført. Lyden er oftest meget fuld i kraft det store band, der involverer alt fra piano, orgel, guitarer, trommer, bas, strygere, blæsere og to korsangerinder, men det er alligevel Marshalls smukke, ofte gåsehudsfremkaldende vokal, der skinner igennem og præger musikken med sin enestående varme, inderlige røst.

Herefter forlader bandet scenen, og Marshall fortsætter sættet på egen hånd. Det går, som det er gået mange gange før. Der bliver nok spillet sange, men pludselig synes Marshall, at der er masser af problemer. Lyset er for skarpt, hun rømmer sig ofte og fortæller lange, snørklede, pudsige anekdoter. Marshall indrømmer, at hun let bliver distraheret og slutter enkelte numre midt i, da hun ikke kan huske teksten. Alligevel får vi et fint lille udvalg af sange – inklusive "Hate" – der enten blot er understøttet af akustisk guitar, elektrisk guitar eller piano samt primitive rytmer i form af Marshalls egne håndklap eller stampen med foden.

Trods Marshalls åbenlyse nervøsitet, der resulterer i, at hun snakker lidt for meget mellem sangene og altid sidder og piller i sit hår, sine smykker eller med mikrofonen, er det er fornøjelse at opleve hendes stemme i så hudløse omstændigheder, hvor den totalt dominerer lydbilledet. Publikum er da også helt stille undervejs – og når der er afdæmpede passager i numrene, kan man faktisk høre en sagte summen fra lydanlægget.

Desværre løber denne del af koncerten ud i sandet efter fem numre – inklusive en version af ”Hit The Road Jack”, der delvist er omskrevet til ”Hit The Road Chan” – og Marshall forlader derefter scenen. I stedet kommer bandet tilbage og spiller et totalt malplaceret soul/blues-nummer med en af orkesterets guitarister på vokal. De formår – i hvert fald for undertegnede – totalt at ødelægge den intime stemning, Marshall har bygget op med sit solo-sæt. Heldigvis spiller de blot en enkelt sang, og Marshall kommer derefter tilbage på scenen, hvor hun efter et enkelt a capella-nummer med bandet alene på piano og vokal spiller en overlegen, helt igennem fantastisk version af ”I Don’t Blame You” og et medley af de to klassiske pop-numre ”All I Have To Do Is Dream” og ”Blue Moon”.

Koncerten slutter med en slags jam sammen med bandet over Smokey Robinson-hittet ”The Tracks Of My Tears” og efterlader et indtryk af, at Cat Power stadig ikke finder sig helt tilpas på scenen og har lav selvtillid og høj selvkritik. Idéen med at tage et stort, professionelt og rutineret orkester som Memphis Blues Band med på turne er dog yderst velfungerende. Det betyder, at Marshall får den backing på scenen, hun har brug for, så hun kan give sine fremragende sange den respekt, de fortjener. Aftenens knap to timer lange show er således den bedste Cat Power-koncert, undertegnede hidtil har overværet, og selvom der er stadig er plads til forbedring, må man glæde sig over Marshalls indsats og positive udvikling siden sidst. Tænk bare, hvis hun en dag når til et punkt, hvor hun er tryg ved at spille et solo-sæt med højdepunkter fra hele sangkataloget? Til den tid vil hun gøre sig fortjent til den sidste stjerne...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA