Guns N' Roses
Roskilde Festival, Orange Scene

Da Guns N' Roses' management har sat restriktioner på GAFFA-fotografens billedbrug, kan vi desværre ikke bringe fotos fra koncerten. Tjek i stedet GAFFA august, der er på gaden 3. august.

Skærebrænder eller skrigeballon?
Genial eller Gab?
Personligt har jeg altid ment, at der var mere karneval end karisma over Hollywood-rockernes sen-80'er-outfit. Her 15-20 år senere har Rose smidt bandanaen og fyret resten af bandet. Den lange ventetid og de mange myter - blandt andet om verdens dyreste ikke udgivne album Chinese Democracy - havde bragt forventningerne til Axl Rose & Co. optræden på kogepunktet. Der var også rigeligt med knald på det medbragte fyrværkeri, men ellers var koncerten lidt af en fuser.

Axl lagde ellers benhårdt ud med at byde os alle Welcome to the Jungle og fortsatte godt derudad i samme spor, men allerede efter fire numre kom den første omgang solo-guitar-lir, og sådan fortsatte den ujævne og sløsede forestilling aftenen igennem.

Der blev lirret Ziggy Stardust på klaver og Christina Aguilera på dobbelt-guitar. For så vidt udmærkede indslag, men de mange pauser og selvfede og langtrukne afbrydelser endte med at ødelægge koncertens flow og publikums koncentration

Axl stemme har stadig en uforlignelig hæs og gennemtrængende diskant, og hans bands tekniske kvaliteter kan der ikke udsættes noget på. Blandt aftenens højdepunkter skal nævnes udgaven af Dylans Knocking on Heaven's Door, McCartneys Live and Let Die og bandets egne You Could Be Mine og afslutteren Paradise City.

I Guns N' Roses bedste øjeblikke er de som AC/DC med tempo og Led Zeppelin med glam, men hovedindtrykket af Guns N' Roses på Roskilde anno 2006 var en flok ufokuserede Hollywood-freaks, som flashede attituder og klichéer uden indhold.