Anmeldelse / Live / Lørdag d. 01-07-2006 kl. 16:05

Death Cab for Cutie
Roskilde Festival, Odeon,
fredag d. 30. juni 2006

Anmeldt af John Fogde
Foto: Mikkel Stenbæk

GAFFA		6 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En musikalsk magdemonstration af format

+ Se hele galleriet

Da Seattle-bandet Death Cab For Cutie spillede deres første danske job på Vega tidligere på året, var det en stor oplevelse, der bød på øjeblikke med voldsomme energiudladninger og helt stille og intense momenter. Men selvom koncerten på dette års Roskilde Festival startede med “Marching Bands Of Manhattan” og “The New Year” som Vega-koncerten gjorde det, så havde bandet klogeligt valgt at fokusere på materiale, hvor bandet kunne sætte tryk på.

“Title and Registration” fulgte, og skulle man have været under den opfattelse, at folk primært var kommet for at tjekke bandet ud, ændrede det sig hurtigt. Det fyldte Odeon-telt kendte teksterne til alle sangene, og bandets entusiasme havde en tydelig smittende effekt. Bandet var mærkbart mere ”på” end på Vega, og det var en udsøgt fornøjelse at se, at et orkester med efterhånden ni års erfaring stadig kan udvise en nærmest barnlig begejstring over at være på en festival. Glæden kan skyldes, at bandet ifølge frontmand Ben Gibbard havde set flere mennesker urinere og kaste op på en eftermiddag end de havde i hele deres liv, hvilket blev sagt med et kæmpe smil.

Ellers lod Gibbard og de tre andre musikken tale, hvilket førte til fællessang på ”Soul Meets Body” og ”Crooked Teeth” fra det seneste album. Det samme skete, da bandet for en stund skruede en smule ned for gassen på den smukke ”I Will Follow You Into The Dark”. Derefter var det bare en veritabel hitparade af de bedste sange fra bandets ældre albums, der kulminerede med ”The Sound Of Settling”, hvor Gibbard ynder at opstille et intermistisk trommesæt og duellere med Jason McGerr.

Heldigvis var der tid til et par ekstranumre, så der blev lukket af med ”Movie Script Ending” og den sublimt smukke ”Transatlanticism”. Med det var en god time afrundet i selskab med et band, der ikke bare laver fantastiske sange med helt unikke tekster, men som også formår både at give kuldegysninger, ramme folk dybt i sjælen og få folk til at hoppe med, når de hiver deres ældre, mere rockede materiale frem. Death Cab For Cutie har indtil udgivelsen af ”Plans” herhjemme været et relativt ubeskrevet blad. Men på Roskilde satte de den fedeste streg under, at de er et band, man kan, må, skal og bør elske ved enhver mulig lejlighed.