Anmeldelse / Live / Mandag d. 03-07-2006 kl. 13:18

Kaiser Chiefs
Roskilde Festival, Arena,
søndag d. 2. juli 2006

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Energisk og syng-med-venlig neo-britpop-leverance med hyperenergisk frontmand

Billeder: Martin Rosenauer

Søndag var den nye britiske rock godt repræsenteret på Roskilde. Med få timers mellemrum spillede tre af de mest populære unge britiske bands: Arctic Monkeys, Franz Ferdinand og Kaiser Chiefs – de to sidstnævnte desuden delvist overlappende, hvilket nok var forklaringen på, at Arena-teltet langtfra var fyldt, da Leeds-kvintetten indtog scenen. Dette afskrækkede dog ikke frontmand Ricky Wilson i at kaste sig over mikrofonen med Robbie Williams’k kækhed og hurtigt få sat i fællessangen med åbningsnummeret med den meget syng-med-venlige titel ”Na Na Na Na Naa”. Stemningen var med andre ord straks i det røde felt, og sådan fortsatte det, med Wilson i rollen som utrættelig indpisker, selvom publikum sagtens selv kunne finde ud af synge og klappe med, som var de Duracell-kaniner. Men de gav den lige en tak til, når Wilson spurtede frem og tilbage over scenen, jonglerede med mikrofoner og mikrofonstativer – noget mere elegant end Babyshambles’ Pete Doherty gjorde det, da han for nylig var i landet – og også lige var en tur ude at vende blandt publikum.

Kaiser Chiefs’ popularitet er da også fuldt fortjent, for deres debutalbum, sidste års ”Employment”, er en næsten ubrudt række af hits og potentielle ditto. Ganske som Arctic Monkeys og Franz Ferdinand trækker de på de sidste 20-30-40 års britiske populærmusik, en anelse mere poppet og mere keyboardorienteret og lidt mindre rock’n’rollet end de to førnævnte grupper – og en kende mindre opfindsomme end i hvert fald Franz Ferdinand – men altid med både den gode melodi og den ungdommelige energi tæt inde på livet.

Både Kaiser Chiefs og publikum holdt det høje energiniveau hele vejen gennem koncerten, hvor ikke mindst træffere som ”Everyday I Love You Less And Less”, ”Modern Way”, ”I Predict A Riot” og afslutteren ”Oh My God” på alle måder fik armene i vejret, og et nyt nummer viste, at Kaiser Chiefs ikke er færdige med at skrue hits sammen. Så måtte man leve med, at lyden i hvert fald dér, hvor undertegnede befandt sig – midt i teltet, hvor lydforholdene ellers skulle være optimale – var lidt ulden, og især Ricky Wilsons stemme druknede lidt i bassen og orglet. Og midt i en sang faldt højttalerne ligefrem ud, så publikum i et par minutter måtte nøjes med lyden fra forstærkerne på scenen. Mange i det efterhånden fyldte telt sang dog med så begejstret, at de knap lagde mærke til den pludselig lyddæmpning. Og dét beskriver meget godt den gode stemning.