Anmeldelse / Live / Lørdag d. 01-07-2006 kl. 22:06

Josh Rouse
Roskilde Festival, Odeon,
lørdag d. 1. juli 2006

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen
Foto: Mikkel Stenbæk

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rouses nærmest perfekte soft-rock-sange led i den grad under manglen på et band

+ Se hele galleriet

Tre koncerter på dansk grund indenfor blot to måneder burde kræve mere afveksling end hvad ny-spanieren Josh Rouse diskede op med tidligt lørdag aften.

Efter sangerens første officielle Danmarksbesøg havde han ellers lovet denne pen, at han ville bringe et par strygere med til Roskilde-showet for ikke bare at lave det samme show igenigenigen. Men næh nej, alt vi fik var Rouse og en enkelt guitar.

De fleste har sikkert en opfattelse af Josh Rouse som en sympatisk ung herre, men efter et par close encounters med sangeren bliver der tegnet et billede af et enormt ego, der helst vil sole sig i scenens lys alene. Måske føler Rouse ikke, at der findes musikere værdige nok til at spille med på hans nær perfekte soft-rock-sange, eller måske er det pengepungen, der er for let til at slæbe et lille band med på tur. Uanset hvad så er Rouse nødt til at indse, at han må begynde at afveksle i langt større grad, hvis han vil lave en ”Rufus Wainwright” (der gik fra at varme op for et middelmådigt pop-band til at indtage landets største og mest prestigefyldte scener på et års tid)

Det er et under at en så selvbevidst og professionel popsnedker ikke er mere klar over at han har en enorm akilleshæl, når det gælder de ubarmhjertigt nøgne fremførelser af de ellers så polerede, facetterede og vellydenede albumproduktioner. Albummæssigt slår han igen og igen sin alsidighed fast, men ved disse tre danske koncerter står den på musikalsk tommeltrilleri.

Symptomatisk for koncerten blev der også mere og mere plads imellem de fremmødte, men dem der blev tilbage gav alt hvad de kunne af taktfaste klapperi og la-la-la nynneri på sange som ”Love Vibration” og ”Winther In The Hamptons”.

Når Rouse nu alligevel vælger at sværge til den primitive akustiske fremførelse, så burde han lægge mere vægt på de tre første, langt mere lavmælte og bestemt ikke uefne album, frem for de seneste tre ultrapolerede udspil. Kun ekstranummeret ”Directions” var hentet fra den første halvdel af cv’et.

Selvom denne anmeldelse virker noget ramsaltet og fjendsk, så må det pointeres, at Rouses tre seneste udspil er tæt på at være den fineste softrock album-trilogi siden Fleetwood Macs midt til slut halvfjerdser-udspil. De enorme pop-færdigheder viser stadig deres underskønne ansigt i den skrabede fremførelse, men Rouse formår så uendeligt langt mere. Og tre næsten identiske koncerter på så kort tid er at tage sit publikum for givent.