Tool, Roskilde Festival, Orange Scene

Tool: Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Billeder: Martin Rosenauer

Da Tool sidst spillede på Roskilde, var det med en opsætning, der gjorde, at man kun kunne se omridset af frontmand Maynard James Keenan. Der var ikke meget kommunikation med publikum, og de ultrakomplicerede sange fra pladen ”Lateralus” vejede tungt på sætlisten.

Denne gang var bandets fire medlemmer endnu engang opstillet langt fra hinanden, og Maynard stod ikke forrest på scenen, som sangere ellers har for vane, men derimod på et plateau på linje med trommesættet. Iført cowboyhat og boots svajede og poserede den besynderlige og fascinerende sanger koncerten igennem, og kun en enkelt gang vovede den sky mand sig frem på midten af scenen.

At bandet alligevel formår at sætte gang i et publikum med deres hårdtslående og alt andet end lettilgængelige musik understreger blot, hvor fascinerende en tur ind i Tools univers er. Fra åbningsnummeret ”Stinkfist” til ”Ænema” halvanden time senere var man suget ind i en dyster malmstrøm, der på storskærmene blev illustreret af bandets bizarre videoer. Samtidig måtte man gang på gang lade sig imponere over, at alle elementer af musikken stod klokkeklart frem i, hvad må beskrives som det mest optimale lydbillede, man kunne ønske sig.

Men selvom muskken er aggressiv, dyster og til tider nærmest skræmmende, så er der altid plads til humor i Tools verdensbillede. Som da Maynard på den helt mørklagte scene iførte sig en selvlysende orange Roskilde-vest, og mens han lyste på sine bandkolleger med en lommelygte, gentog ”Sir, can I see your wristband, please?”. Faktisk var han en del mere kommunikativ end sidst, og der var naturligvis et jubelbrøl, da han inden sidste nummer proklamerede ”We’ll see you in November!”.

Selvom kvartettens seneste album kun var været på gaden omkring to måneder tog publikum fantastisk flot imod det nye materiale. Selv Maynard var imponeret over folks evne til at synge med på introen til ”The Pot”, der som på pladen også her var et højdepunkt. Også ”Vicarious?” vakte jubel, og det samme gjorde klassikeren ”Sober”, der dog i forhold til det senere materiale virker en smule simpel.

Efterfølgende var man nærmest drænet for energi, dels på grund af den koncentration, man skal mønstre for at få mest muligt ud af musikken, og dels fordi ørene ringede efter at være hejlet igennem af et ret voldsomt lydniveau. Men begejstringen varede til langt ud på natten, og forventningerne til næste koncert begyndte at bygge sig op umiddelbart efter sidste nummer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA