Anmeldelse / Live / Mandag d. 03-07-2006 kl. 18:47

Franz Ferdinand
Roskilde Festival, Orange Scene,
søndag d. 2. juli 2006

Anmeldt af Finn P. Madsen
Foto: Martin Rosenauer

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Adrenalin til folket

+ Se hele galleriet

Billeder: Martin Rosenauer

Take Me Out hedder Franz Ferdinands to år gamle gennembrudshit. Et nummer, hvor pulsen er høj, og ungdommens rastløse væsen synes utæmmelig. Den energi fik de sympatiske skotter overført i metermål til det dvaske Roskilde-publikum på festivalens sidste dag. I forhold til 2004-koncerten var bandet avanceret fra Arena til Orange Scene, og det var en udfordring, der blev taget med oprejst pande. Gruppen har med et kvantespring placeret sig selv som liveband i superligaen.

Som en trold ud af en æske vågnede flere af festivalgæsterne op til dåd, da den dansable Do You Want To væltede ud over rampen med en fart, der mindede om et vildfarent missil. De præcist afrettede guitarstikninger smygede sig om den taktfaste rytmebund, der bankede hurtige end en ustyrlig puls. På Tell Her Tonight blev der spillet op til et party, der ingen ende ville tage. De glidende og hvirvlende guitarriff blev perfekt rammet ind i en basgang fyldt med groove og funk, hvor der er mere sump end tørke. Her har de fire skotter koblet Duran Duran og Talking Heads på umanerlig fræk vis.

Franz Ferdinand fortsatte deres fest i accelererende tempo, og publikum var ikke sene til at gribe bolden, da den ulasteligt påklædte sanger og guitarist Alex Kapranos råbte ”Do you want to party Roskilde. Slagsangen Take Me Out blev leveret lige så beskidt som en bastard på afveje, hvor guitarist Nick McCarthys knivskarpe guitarstikninger skar sig gennem marv og ben. Kun på den glimrende udgave af Walk Away blev der slækket på tempoet; her fik Alex Kapranos sat en streg under, at der er lidt af en crooner gemt i ham.

Med Franz Ferdinand er der dømt rockfest til folket. Bandet leverede en koncert med en fandenivoldskhed, hvor der blev demonstreret selvsikkerhed uden nogen som helst form for tøven. Postpunk i dansevenlige klæder har aldrig lydt bedre end som hos Franz Ferdinand.