Anmeldelse / Live / Mandag d. 10-07-2006 kl. 09:16

Herbie Hancock
Operaen, København,
fredag d. 7. juli 2006

Anmeldt af Kaspar Thormod
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		2 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Forkølet fusion – farveløst, tamt og stivbenet

+ Se hele galleriet

Åbningskoncerten ved Copenhagen Jazzfestival var en fuser. Selvom Herbie Hancock alle dage har været en stilskabende musiker, hvis fusioner har ramt folk langt uden for jazzens rammer, endte han denne aften med at imitere sig selv.

Koncerten var et studie i, hvordan fremragende musikere tilsammen nødvendigvis ikke er garant for vellykket musik. Gennem ét langt sæt forsøgte Herbies kvintet (bestående af klaver, guitar, violin, elbas og trommer) sig ud i forskellige genrer spændende fra world music over funk til jazz. Resultatet var dog gennemgående farveløst, tamt og stivbenet.

Koncerten manglede nærhed – en nærhed som kun oplevedes i glimt i form af enkeltpræstationer. Eksempelvis var en af aftenens mest betagende øjeblikke, da den vestafrikanske guitarrist Lionel Loueke havde en lang solointroduktion til hans egen komposition "Virgin Forest". Med en forrygende kombination af spil, sang, trommen, samt diverse elektronisk forvrængede og fordoblede lyde (alt sammen på én gang!) gjorde han det ud for en hel gruppe. Men hvad der var så elegant og originalt ved introduktionen, blev lige så langsomt forplumret, da resten af gruppen satte ind.

Titanic-sound
Helt galt gik det i næste nummer – "Unfolding Grace" – skrevet og fremført af violinisten Lili Haydn. Det kunne lige så godt have været med på soundtracket til Titanic. Ren pop. Og det er der som sådan ikke noget galt med, men hvorfor i al verden skulle coole Herbie være med til det? Næsten kvalmende patetisk var det at høre Haydn synge og spille (tilegnet sin døde mor) med overdreven patos, underliggende synthesizer-sound og hele pibetøjet.

Den afsluttende kavalkade af Herbie-hits fra 60’erne og 70’erne løsnede en anelse op for det forkrampede indtryk, de foregående numre havde efterladt sig. Men her var også lidt for mange ligegyldigheder til, at man for alvor kunne overgive sig.
I stedet kunne man overveje, hvor fedt det måske ville have været, hvis Herbie havde haft en motherfucker af en tenorsaxofonist med denne aften. Men det havde han ikke. Derfor var det svært at finde de magiske øjeblikke, hvor det uventede og improviserede, som gør jazzen så særlig, kunne udfolde sig. Herbies fusion fungerede ikke: I stedet for at være stilskaber Hancock, endte han nærmest med at imitere sig selv.