Jamie Cullum
Tivoli, København

Billeder: Martin Rosenauer

Som han indtog scenen, mindede han udseendemæssigt lidt om den allerede legendariske forsanger Billie Joe Armstrong fra Green Day. Det store, mørke hår, de stramme jeans og den krøllede blazer over den hvide skjorte samt det smalle og skødesløse mørke slips. Fremme på scenen blev han som en ægte rockstjerne mødt af både pigehvin og fremstrakte hænder, men ikke mange sekunder herefter stod det helt klart, at Jamie Cullum ikke ligner andre end sig selv, og at scenen på Tivolis plæne denne aften ene og alene var hans legeplads.

Bredt navn til Københavns Jazzfestival
Jamie Cullum har uden tvivl været en af den københavnske jazzfestivals mere brede satsninger, og publikum bestod da også af en herlig blanding af ældre jazz-entusiaster, teenage-piger og kærestepar, som var kommet for at nyde en smuk sommeraften. Måske ikke det nemmeste publikum at samle under en kappe, men Jamie løb, hoppede, sang og spillede sig direkte ind i alles hjerter med et så åbenlyst talent, at man næsten tabte kæben.

At synge er som at trække vejret
For at Jamie har et gudsbenovet talent for musik, kan ingen fornægte. At synge virker for ham lige så naturligt, som at trække vejret. Intet virker anstrengt, og da han efter aftens første lille jam-session kaster sig ud i hittet "Get Your Way", er det både med stor musikalsk overskud og sikkerhed. Indrømmet, allerede her mister undertegnede lidt overblikket over det musikalse sæt. Jamie har allerede introduceret, at han vil lade koncerten leve sit eget liv, hvilket han på allerbedste måde formår. Fuldt tæt af et meget velspillende orkester glider han fra det ene nummer jammende over i et andet, for måske at vende tilbage til udgangspunktet. Ud fra Jamies ansigtsudtryk, som konstant vises på de store skærme, finder han selv den største nydelse og energi, når jazzens finurligheder for alvor for frie tøjler og som en løbsk hest render af sted med både krop, fingre og toner, men han formår hele tiden at holde os tilhørere fangede – jazzkendere eller ej – ved at krydre sine små sessions med fortolkninger af kendte radiohits af kunstnere som Pussycat Dolls, Ne-Yo og Gnarls Barkley.

Vild, energisk og oprigtig
Han danser på pianoet, smider både jakke, skjorte og slips og ender i en falmet t-shirt, mens han indimellem gribes af stor trang til at takke både Danmark og København. Han takker for den seneste guldplade, for muligheden for at spille i Tivoli og for publikums åbenlyse glæde. Dette er han bestemt ikke den første kunster, der har gjort, men det virker oprigtigt og ærligt, og publikum modtager takken med stor hujen. Jamie springer under en lang blæsesolo i pressegraven sammen med den sax-spillende slagtøjsspiller samt den trompetblæsende guitarist, hvor han syngede og dansende får de første 15 meter af det i forvejen tætpakkede publikum, til at rykke endnu mere sammen. Alle vil se denne lille entertainer på tæt hånd, suge lidt af den magiske udstråling og se de spillende øjne under den vilde hårmanke.

Og han er magisk, den drengede entertanier. Hans stemme kan det hele, og han kaster sig over både pianoet, guitaren, trommerne, keyboardet og til sidst også et flygelhorn, som var de alle instrumenter, han var født med. Vi bliver ført gennem et univers af sødladen pop, skæve og skringre jazz-arkorder, samt videre over i salsaens lokkende toner. Alt sammen med en naturlig, meget levende og hyperenergisk Jamie i forgrunden. Der bliver spillet og trommet på alt, klaverstolen hamres ned i tangenterne, og til sidst må selv Jamie kapitulere og på bedste James Brown-maner falde om på scenen.

Grå skyer over London bliver smukke
Som tidligere skrevet kunne det være svært at holde hoved og hale i de mange numre som Jamie kastede sig over. Alle hans tre plader var repræsenteret, enkle numre fik fuld fokus, mens andre blev flettes ind i jammende mellemspil. Som eneste nummer får "London Skies" en lille historie med på vejen, og man må smile lidt for sig selv, ved tanken om det overskud og den livsglæde, der må ligge bag en hyldest til Londons smog og evige grå skyer....
Men udover egne numre og stykker af kendte radiohits kommer der også godbidder i form at både Elton Johns "Rocket Man", Cole Porters "I Get a Kick Out of You" samt Frank Sinatras "It Had To Be You". Især sidstnævnte bliver fremført med stor indlevelse og med den enestående timing og fantastisk stemme, som også var kendetegnede for ophavsmanden.

Berus Jer!
Kort før midnat og med truslen om, at Tivoli vil slukke for strømmen, takker Jamie og band af. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men pludselig står digteren Baudelaires gamle opfordring "Berus jer!" helt klart i mit hoved. For det må have været noget som dette, han mente. Berus jer i glæden, i livet, i musikken og i energien.

Tivoli i København fik fredag aften besøg af en musiker og entertainer, der til fulde forstod at beruse sig selv og sine omgivelser i lutter magi.