Thomas Helmig
Grøn Koncert, Kolding, med Magtens Korridorer, Poul Krebs, Tina Dickow, Nik & Jay, Anden, Nephew og

Forudsætningerne var bestemt i orden for en folkefest i Kolding fredag middag. Den blå himmel præsenterede kun enkelte fjerskyer, og solen stod så stærkt, at man fik tårer i øjnene, hvis man følte trang til at kigge efter den. Boldbanerne i den nu fyrværkerifri bydel Seest kunne samtidig prale af et græsunderlag, der kunne få selv den største fan af festivalstøv til at smække røven i græstæppet.

Magtdemonstration
Det var der da også mange, der gjorde. Og de sad tydeligvis så godt, at de ikke så den store grund til at bevæge sig tættere på ”Grøn Spot”-scenen, da Magtens Korridorer åbnede deres koncert med Københavnerhymnen ”Vesterbro”. Kvintetten fra landets største købstad fejrede trommeslager Anders Ramhedes fødselsdag med en komprimeret koncert, hvor bandet skød deres bedste numre af med en energi og et nærvær, der må siges at imponere klokken halv to en fredag eftermiddag. Koncerten peakede med Kliché-kopien ”Militskvinder”, hvor Rasmus Kern på fornemste vis erstattede originalens keyboard-signatur med et skarpskårent guitarriff. Bandet spillede tight koncerten igennem, men blev overskygget af forsanger Johan Olsen, der foldede sin karakteristisk røst ud til fulde og var helt ude i hegnet for at få publikum med under balladen ”Sara Har…”. På trods af det spinkle fremmøde ved koncertens start kom der undervejs stadig flere publikummer til, hjulpet godt på vej af radiohitsene ”Lorteparhold” og ”Picnic (på Kastellet)”. En rigtig god start på dagen.
(5 stjerner)

Lugten af henkogt Krebs
Æren af at åbne den store scene på årets Grøn Koncert var tilfaldet samsingen Poul Krebs, som – bortset fra sin medvirken på "Postkort Fra Livet" med diverse kunstnere – ikke har rørt på sig, siden ”Usund Skepsis” så dagens lys for snart tre år siden. Således medbragte troubadouren også et enkelt nyt nummer, ”Når Det Bli’r Sommer”, som dog vidnede om, at det ikke ligefrem er alkymistvirksomhed, der er blevet bedrevet i studiet på Samsø de sidste par år. Nummeret faldt blandt de lidt for ligegyldige popsange, som Poul Krebs har lavet i hobetal i sin karriere, og som også havde en alt for fremtrædende plads ved koncerten i Kolding. ”Håbløs Fan”, ”Morgen i Madrid” og den sirupsmarinerede skabelonballade ”Under Fælledparkens Træer” var tamt tidsfordriv på Grøn Scene, og man begyndte så småt at ane osen af henkogt Krebs. Men Poul Krebs vendte dog mod slutningen af koncerten tilbage til de fine takter, han havde vist med de indledende ”Det Blå Hotel”, ”Lykkejæger” og ”Fri Som Et Forår”, og gav med ”Lille Istanbul”, ”Lad Mig Følge Med” og ekstra-nummeret ”Morrison, Dylan og Elvis” publikum en forestilling, som var fin uden at være fantastisk.
(3 stjerner)

Sanglærken og de middelmådige musikere
I mange år var hun kun et navn i Århus, hvor de fleste kendte hende som ”Hestepigen fra Hammel”. Men med den pludselige succes, som fulgte med P3-prisen ved årskiftet, har Tina Dickow fået en plads i danskernes cd-reol og nu også på Grøn Koncert, tilmed som den eneste engelsksprogede artist. ”Warm Sand” åbnede sikkert koncerten og konsoliderede Tina Dickow, som en sublim sangerinde. ”One” og ”Give In” fulgte efter med Dickows dominerende stemme i forgrunden og et jævnt spillende band bagved. Bandet fik en kedelig hovedrolle i ”Break Of Day”, hvor kluntet trommespil smadrede den smukke sang. Samklangen blev bedre på ”Nobody’s Man”, men koncerten igennem ønskede man bandet langt væk, da Tina Dickow efter undertegnedes bedste overbevisning er stærkest, når hun er alene med sin guitar. Afslutteren ”In The Red” satte punktum for en koncert, som med en spilletid på en halv time var god, men som med en længere spilletid havde været i overhængende fare for at blive kedelig.
(4 stjerner)

Candyfloss tilsat guitarvitaminer
Dagens første folkevandring startede, da Tina Dickow havde forladt Grøn Spot-scenen og de engagerede teenagere havde fået vendt deres imponerende, hjemmelavede T-shirts, så Magtens Korridorer pegede bagud og Nik & Jay prydede brystkassen. Koncerten indledtes med pompøs brug af storskærm, hvor klip fra duoens videoer blev akkompagneret af instrumentlir fra de medbragte musikere. De sortklædte hovedpersoner dukkede derefter op bag det hvidblusede band, mens de fremførte det nye nummer ”Jeg Er Alt Hvad Du Gør Mig Til”. Efter kort at havde hilst på de skrydende teenagere fremførte forstadsdrengene megahittet ”Lækker”, som med en tung og forfriskende guitaropbakning fremstod kantet og vellykket. Guitaren forsatte sin dominans på ”Strip”, ”Pop-Pop” og ”Lækker part 2”, som desværre ikke bød på den forventede gæsteoptræden fra L.O.C. Til gengæld stak Nexus’ nyeste opfindelse Joey Moe cappen ind på scenen og bidrog med ”Flip It” og ”My Last Seranade”; en optræden der ikke ligefrem højnede den skidte standard, som ligegyldighederne ”Ta’ Mig Tilbage”, ”Elsker Hende Mere” og den nye hyperkonstruerede ballade ”Når Et Lys Slukkes” havde lagt for koncerten. Nik & Jay prøvede ellers efter alle kunstens regler at holde publikum fanget ved et flette andre folks ørehængere ind i sættet, og således kunne den opmærksomme koncertgænger høre flager af både ”No Limit”, ”Crazy In Love” og ”Bang”. Det var lige så ucharmerende, som det lyder, og på nær i de forfriskende guitarflader måtte man kigge langt efter musikalsk kvalitet. Til gengæld kunne man glæde sig over, at Grøn Koncert for første gang siden Aqua har fundet et dansk navn, der kan trække teenagerne op til Grøn Scene. Og de så ud til at have det sjovt.
(2 stjerner)

Anden var glad - koncerten flad
I den tro, at man havde oplevet dagens musikalske bundskrab, kunne man kun måbende se til, da Anders ”Anden” Matthesen i en halv times tid legede rapper på Grøn Spot. ”Mit Liv” indledte forestillingen med samplet omkvæd og så flad en lyd at tangerede karaoke. Matthesen forsøgte forpustet at følge med i sine egne tekster til ”Spild Af Tid” og ”F.A.Q.”, som blev leveret med livsløs saxofon, og man undrede sig over, hvorfor Anden har gjort så stort et nummer ud af, at han havde band med, når de ikke var i stand til at fylde mere i lydbilledet, end det var tilfældet. Hovedpersonen udviste en oprigtig begejstring for fremmødet, men det var småt med responsen fra et publikum, der tydeligvis havde håbet på en lille vits eller to. Men Anden insisterede på at kommunikere musikalsk, hvor hans talent tydeligvis begrænser sig til de fjollede og finurlige ”Ta’ og Fuck af!” og ”Min Store Kærlighed” fra hans tidligere projekter ”Terkel I Knibe” og ”Hva’ Snakker Du Om?”. Først her tog publikum imod Anden med åbne arme og satte en tyk streg under Andens problem som rapper. For selvom han har erklæret sig selv som seriøs musiker, så virker de fleste sange, i særdeleshed den pinlige ”Fuck Alle”, som forsøg på at få folk til at grine af lyrikken frem for reel kommunikation af et budskab. Man føler ganske enkelt ikke, at han har noget på hjerte. Desværre.
(2 stjerner)

Man skuer en stærk plade i horisonten
Med en stak lysstofrør som eneste scenografi trådte drengene fra Nephew ind på Grøn Scene med en stak nye numre på sætlisten. De blev fordelt jævnt rundt på koncerten, og de jyske drenge havde sågar modet til at åbne med den fængende nyhed ”Igen og Igen og”, som gik rent ind hos et forventningsfuldt publikum. Det samme gjorde ”Science Fiction Og Familien”, der var placeret som første ekstranummer, mens den guitarfyldte ”Mexico Ligger i Spanien” og den stemningsmættede ”Hospital” nok lige skal have en chance på cd, før de for alvor hitter. Men sådan to små svipsere er såmænd tålelige, når man som Nephew har en hel kasse hits at kaste efter publikum, og når man samtidig har en excentrisk og karismatisk forsanger som Simon Kvamm til at styre showet. Han førte sikkert sit velspillende band igennem ”Milk & Wine”, ”Byens Hotel” og ”Blå & Black”, der alle blev leveret med eksplosiv spilleglæde og overbevisende instrumentering fra især den dynamiske keyboardbokser, René Munk Thalund. Det skortede heller ikke på gimmicks fra forsangeren. Som et lille pudseløjerligt eksperiment stak Simon Kvamm hænderne i lommerne under den dynamiske ”USADSB”, forvandlede publikum til et kanon-kor under ”Worst/Best Case Scenario” og lavede skræmmende stenansigter på storskærmen under ”We Don’t Need You Here” fra bandets forholdsvis ukendte debut, ”Swimming Time”. Den træfsikre ”En Wannabe Darth Vader” lukkede en koncert, der med største selvfølgelighed bevidste, at Nephew er klar til et permanent ophold i toppen af dansk musik, og at deres kommende album kan forventes at ramme samme høje niveau som ”USADSB”.
(5 stjerner)

Rodet rapfest
Til det efterhånden velkendte miks af Beethoven og trommesolo entrerede Liam O’Connor og hans massive crew bestående af Trommer, Bass, DJ og hele to back-up rappers (Bai-D og U$O) den lille scene. L.O.C. var opsat på at give publikum en fest og det fik de. Sikre skud som ”Absinthe”, ”Undskyld” og ”Drik Din Hjerne Ud” blev leveret med overskud og træfsikkerhed, ligesom det var tilfældet med balladen ”Du Gør Mig”. Liam viste sig som en uovertruffen, attitudemættet og ultratight MC, der uden tvivl hører til blandt landets bedste. Men der kom lidt vand i Habsburg’en i det lidt for intentsigende partymedley ”Gi’ Den Gas/Få Din Flask’ På”, og da U$O’s mikrofon svigtede under den ellers så kraftfulde ”Læg Den Hater Ned”. Under førstnævnte dukkede Orgie-E op på scenen uden at bidrage med meget mere end en smule håndtegn og lidt baggrundsrap. Et mere mærkbart bidrag kom fra forsangeren fra det danske metalband Melted, som skreg sig igennem omkvædet til ”Hvem”, et pudsigt eksperiment, som publikum tog ganske pænt imod. L.O.C. havde trukket dagens suverænt største folkemængde til Grøn Spot og leverede da også en gedigen rapfest, som dog skramlede sine steder, og med fordel kunne have fået forlænget spilletid.
(4 stjerner)

Helmig på dansk
For tyve år siden stod Thomas Helmig for første gang på Grøn Koncert. Dengang var der kun to andre bands på scenen. Der er sket meget med Helmig siden, men han har bestemt ikke glemt, hvordan det foregik dengang, og det beviste han i Kolding ved at levere et sæt udelukkende bestående af sange på det danske modersmål, som han ellers ikke har beskæftiget sig med i de sekten år, der er gået siden han udgav ”Løvens Hjerte” i 1990. Og det var en ungpigecharmør i fin form, der åbnede festen med en vaskeægte klassiker i form af ”Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af”. Helmig var suppleret af en velspillende band med guitarist Aske Jacoby og trommeslager Claes Antonsen som de største koryfæer. Helmig calypso’ede sig på celeber vis igennem ”Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På” og funkede fornemt på ”Jeg Tager Imod”. I det hele taget havde flere af numrene fået et mere eksotisk stink, som klædte dem. Enkelte sange, som ”Giv Mig Din Mund” og ”Midnat I Europa” kunne dog ikke undgå at udstille en del af ensformigheden i Helmigs danske materiale. Ikke desto mindre lykkedes det Helmig, der i hvidt suit og rødt hårbånd lignede en blanding af Elvis og en pirat, at charme sig igennem koncerten på fornem vis, takket være et velspillende band, som kulminerede under det afsluttende miks af Gasolin’s ”Sirenesangen” og Thomas’ egen ”Ulykkelige Hjerter”. Til gengæld virkede det en kende malplaceret, da to dansere i sparsomt cabaretkostume slangede sig rundt på scenen til ”Læg Dig Her Ved Siden af Mig” og ”Smelte Et Isbjerg”. Småskavankerne til trods lukkede Thomas Helmig Grøn Koncert med en fest for far og mor, som børnene også kunne have glæde af.
(4 stjerner)